Det børsnoterede selskab Intentia foretager et nordisk fremstød for at sælge sit ERP-system Movex via partnernetværk. Tidligere er salget foregået via egne kanaler, men nu begynder selskabet aktivt at jagte samarbejdsaftaler. Fremstødet styres af Malmöselskabet Assisteras tidligere direktør Anders Thern, som tiltrådte jobbet hos Intentia i starten af måneden.
— Jeg skal opbygge Intentias partneraktiviteter. Vi vil indgå et par aftaler inden jul, den første har vi underskrevet i dag, siger Anders Thern.
Intentia arbejder allerede med samarbejdspartnere i USA og Asien. Ofte er det IT-konsulentfirmaer, som arbejder lokalt, og som for Intentias regning både sælger produktet og installerer det. Efter Norden skal partneraktiviteterne udbredes i hele Europa.
I løbet af årets første ni måneder omsatte Intentia for godt to milliarder svenske kroner og havde et underskud på 85 millioner. Virksomheden har omkring 2.100 ansatte, hvoraf godt 60 er baseret i Malmö.