Kort sagt: Da erhvervslivet mødtes til galla i Stockholm i går for at uddele prisen til Årets iværksætter i Sverige stod – tro det eller ej – skatter for selvstændige erhvervsdrivende højt på dagsordnen.
Mellem interviews og præsentationer med svensk erhvervslivs mægtigste mand, Jacob Wallenberg, og Icon-ikonet Johan Staël von Holstein, så arrangørerne sig nødsaget til at klemme en halv time ind om de nye skatteregler, der (formentlig) træder i kraft om godt en måned.
Det siger noget om sygdomstilstanden i svensk erhvervspolitik, når ikke engang en galla for iværksætterheltene kan holdes fri for alt, hvad der har med skattepolitik at gøre.
Af Thomas Frostberg
Til alle vore danske læsere vil jeg starte med en beklagelse – denne uges lynanalyse vil være komplet uforståelig for jer. Ikke fordi den handler om Sverige, men fordi de svenske skatteregler på virksomhedsområdet på centrale punkter er helt ubegribelige. Alligevel kommer der ingen reelle ændringer i systemet, selv om blot små justeringer ville kunne udrette mirakler, som øger væksten og sænker arbejdsløsheden.
Men denne analyse skal ikke handle om detaljer, såsom hvilke paragraffer der burde ændres for at skabe flere virksomheder. I stedet handler den om, at hele den måde den svenske erhvervs- og skattepolitik er udformet på er absurd – og det er disse absurditeter der vil være uforståelige for læserne i Danmark, for det kan faktisk være svært at tro, det er sandt!
De to studenterkammerater Lena og Lars fra Ekonomihögskolan i Lund vælger efter eksamen hver sit karriereforløb. Lena starter et innovativt og højteknologisk firma, som gennem egenudviklet og patentbeskyttet teknik skal tjene penge på licensaftaler. Hun ansætter kun nogle få personer, eftersom der ikke kræves flere for at få det licensindtægtbaserede forretningskoncept til at fungere. Samtidig opsparer selskabet overskuddene og opbygger en stabil kassebeholdning til kommende ekspansionsplaner, blandt andet omkring nye produktområder.
Studiekammeraten Lars vælger i stedet at tage et job i Skatteverket. Hans arbejdsområde er mindre, ejerstyrede virksomheder, og han får her øje på Lenas selskab, som i Skatteverkets øjne har alt for mange penge i kassen. Hvis man har så mange penge, bør de deles ud – altså er det i virkeligheden Lenas private penge, som hun har undladt at tage ud for at undgå privat formueskat. Haps, myndighederne slår til og opkræver en privat restskat for formuen, plus en bøde fordi hun har forsøgt at gemme pengene. Selskabets forklaringer om fremtidige ekspansionsplaner har ingen synderlig vægt – for i Sverige mener Skatteverket, at deres embedsmænd er bedre egnede til at vurdere, hvor meget kapital et firma skal bruge i kassen, end virksomhedsledelsen og ejerne selv.
Jo, du læste rigtigt – Lars, som valgte at søge ansættelse i Skatteverket, anses for mere kompetent end Lena til at vurdere, hvor mange penge hendes selskab har brug for til at ekspandere. Al respekt for Skatteverkets sagsbehandlere, det er trods alt ikke dem, som har fastlagt reglerne. Og nogle restriktioner er man nødt til at have for at stoppe de værste svindelnumre.
Hovedproblemet er, at hele undertonen i reglernes udformning er baseret på mistanken om, at alle virksomhedsejere enten allerede er – eller også er på god vej til at blive – forbrydere, som vil udnytte enhver lejlighed til at rage penge til sig.
Det samme gælder de såkaldte 3:12-regler, som går ud på at forhindre selvstændige erhvervsdrivende i at trække penge ud af deres virksomheder som lavere beskattet kapitalindkomst (30 procent skat), i stedet for som højere beskattet lønindkomst (50 procent skat eller mere). Eftersom der er mulighed for en åbenlys skattegevinst, skal det stoppes! Også selv om det går ud over væksten, fordi færre penge kan trækkes ud af eksisterende virksomheder til investering i nye selskaber.
De ændringer af 3:12-reglerne, som planlægges fra nytår, indebærer både forbedringer og forringelser, men igen er de baseret på den samme fejlslagne tankegang – hvordan forhindrer vi at folk, der driver virksomhed, rent faktisk også kan tjene en skilling på det? At regeringen desuden fremsætter et lovforslag, som skal vedtages af Riksdagen den 14. december med ikrafttrædelse den 1. januar (hvis det vedtages), er en direkte fornærmelse mod alle selvstændige erhvervsdrivende. Og naturligvis opmuntrer det til skatteplanlægning i årets sidste to uger, præcis det som regeringen hele tiden vil forhindre.
Det her handler ikke bare om højre- eller venstreorienteret politik, hvis der er nogen som tror det, men om en systemfejl i hele den svenske indstilling til det at drive egen virksomhed. Det fremgår for eksempel af, at vänsterpartiets Per Rosengren står for en linje, der er mere venlig mod selvstændige, end erhvervsminister Thomas Östros. Men allertydeligst på grænsen til det skizofrene bliver forskellene efter i onsdags at have hørt Ilmar Reepalu, socialdemokrat og kommunalbestyrelsesformand i Malmö, holde åbningstalen til stiftelsen Drivhusets 5-års jubilæum. Drivhuset skal hjælpe studerende på Malmö högskola med at forvandle deres ideer til nye virksomheder, og Ilmar understreger kraftigt, at flere nye og innovative virksomheder er grundlaget for Malmös fremtidige vækst.
Samtidig demonstrerer hans partikammerater i regeringen i praksis, at skattesystemet går forud for vækst. Når jeg spørger Ilmar, om han virkelig er medlem af samme parti som Östros, Nuder og de andre, svarer han diplomatisk, at deres opgave er langt vanskeligere: De skal tage hensyn til mere end væksten, blandt andet Skatteverket.
Jeg handler kun ud fra, hvordan jeg ser problemet, forklarer Ilmar.
Og det er lige netop det, der er pointen – hvis noget skal blive bedre på vækstområdet, så gælder det om at få fjernet de forhindringer, der findes, ikke at fokusere på, hvordan man kan begrænse mulighederne. Skulle nogen, som en konsekvens heraf, tjene penge på det, så kan man vel kun glæde sig over, at Sverige har fået endnu en selvstændig erhvervsdrivende med succes. Kan det virkelig være så svært at fatte?
