Kort sagt: Øresundsministrene i Danmark og Sverige har udspillet deres rolle. I forbindelse med Øresundsbroens femårsjubilæum er det derfor på tide at flytte ansvaret for Øresundsspørgsmål til de respektive fagministre – samtidig med at der udnævnes en dansk-svensk Øresundsombudsmand som samlende kraft for Øresundsspørgsmål.
Spørgsmålet er mere aktuelt end nogensinde og motiverne delvist nye.
Af Thomas Frostberg
Rapidus’ chefredaktør
Funktionen med en Øresundsminister i den danske og svenske regering er overspillet, for ikke at sige forkert tænkt fra starten. Øresundsministerens eksistens er blevet opfattet som et bevis på regionens særlige betydning, selv på højeste politiske niveau. Det var i en vis forstand også tilfældet i forbindelse med broindvielsen og årene efter, da en række svære integrationsbarrierer skulle nedbrydes. Dengang havde man brug for en drivende kraft i begge regeringer.
Men siden skatteaftalen i 2003 er der ikke sket meget på det politiske område, hvilket Rapidus har konstateret i tidligere lynanalyser dette forår. Efterhånden er Øresundsspørgsmålene gået fra at være et vigtigt fokusområde til noget mere hverdagsagtigt. Samtidig er integrationen rullet videre i praksis, uden politisk medvirken, noget man for eksempel kan mærke på den voksende brotrafik.
At bevare en særskilt Øresundsminister, når spørgsmålene er blevet hverdagskost, risikerer at føre til en slags minoritetsprædikat, hvor ellers fuldt berettigede krav i højere grad vil blive opfattet som brok fra en interessegruppe.
Desuden er titlen Øresundsminister snarere mediernes konstruktion, fordi den lyder mere slagkraftig end den formelle titel Nordisk samarbejdsminister. Det betyder, at spørgsmål vedrørende Øresundsregionen altid risikerer at hænge fast i et overordnet nordisk perspektiv, i stedet for at blive løst direkte mellem Sverige og Danmark. (Danmark har ganske vist i nogle år opdelt Norden- og Øresundsspørgsmålene, men det er stadig det nordiske perspektiv som dominerer.)
Hvis ansvaret for Øresundsspørgsmålene flyttes over til de respektive fagministre, afhængigt af hvad sagen drejer sig om, ville det gøre forhandlinger og beslutninger betydeligt lettere. Desuden bliver kontaktvejene kortere, når alting ikke behøver gå gennem landenes koordinerende Nordenministre. Forhåbentlig ville det også indebære, at flere ministre følte et direkte ansvar for Øresundsspørgmålene, når de havner direkte på de respektive ministres skrivebord.
Øresundsministrene har ganske vist undertiden gjort nytte – for eksempel er det Berit Andnors fortjeneste, at det svenske finansministeriums ugennemtænkte forslag om afskaffelse af SINK-skatten for danske pendlere blev bremset, om end i sidste øjeblik. Men når mange af de store integrationsspørgsmål er løst, kan arbejdet koncentreres om tilbageværende barrierer, som oftere falder ind under en enkelt ministers ansvarsområde.
Derimod kræves der stadig en samlende kraft, som holder et vågent øje med integrationens udvikling og de nye barrierer, som opdages. Rapidus har tidligere foreslået en særlig Øresundsombudsmand, udpeget af begge landes regeringer i fællesskab og med et tydeligt mandat. Ansvaret skulle være at opsamle forskellige Øresundsspørgsmål og gennem direkte kanaler til de forskellige fagministre sørge for, at problemer bliver løst på en mere enkel måde end i dag.
I andre tilfælde handler det snarere om, at Øresundsombudsmanden gennem opinionsdannelse skal påvirke private virksomheder til at ændre deres regler, for eksempel i spørgsmål om post- og telefontakster eller bankgebyrer på tværs af Sundet. Det gælder også kulturinstitutioner, som giver forskellige rabatter afhængigt af, fra hvilken side af Sundet gæsterne kommer.
Øresundsombudsmanden ville også være et naturligt knudepunkt for al information omkring regionale spørgsmål og bør derfor omfatte nuværende aktiviteter inden for blandt andet ØresundDirekt. Desuden vil Øresundskomiteen være overflødig, og dens opgaver kan overføres til den nye Øresundsombudsmand.
En særligt god og aktuel grund til at udnævne en Øresundsombudsmand netop nu er den danske strukturreform, som betyder, at eksisterende kontaktpunkter for både den svenske regering og Region Skåne forsvinder.
Mange af de spørgsmål, som det svenske udenrigsministerium i dag diskuterer med det danske erhvervs- og økonomiministerium, vil fremover blive håndteret af de nye regioners erhvervsfora, hvilket vanskeliggør kontakten, eftersom den pludselig foregår på forskellige politiske niveauer.
Desuden vil der ikke længere være et regionalt modstykke til Region Skåne, eftersom Hovedstadens Udviklingsråd forsvinder, i og med at strukturreformen og Storkøbenhavn opdeles mellem to regioner.
En dansk-svensk Øresundsombudsmand ville være den platform, som det fortsatte samarbejde kunne bygges op omkring. At oprette stillingen allerede nu ville mindske tomrummet i forbindelse med, at strukturreformen søsættes i 2007.
Dette er den tredje lynanalyse om Øresundsintegrationen forud for Øresundsbroens femårsjubilæum den 1. juli.
