Kort sagt: Fem år efter indvielsen af Øresundsbroen er regionens eget barriererev stadig nærmest urørt. Det handler om alle de små og store barrierer, der blokerer for en hurtigere integration mellem Danmark og Sverige. Alt fra enkeltpersoner til kulturinstitutioner og større virksomheder påvirkes dagligt.
En gennemgang af nogle vigtige barrierespørgsmål viser, at der faktisk er sket forbløffende lidt de seneste fem år.
Af Thomas Frostberg
I oktober 2002 publicerede Rapidus en lynanalyse med ti konkrete barriereproblemer, som et bidrag til det svenske formandskab i Nordisk Ministerråd i 2003 (se nedenstående link til artiklen). Temaet for formandskabet var integration, og der var store forventninger til, hvad der kunne opnås.
Den store nyhed blev den nye skatteaftale mellem Danmark og Sverige, som blev indgået i oktober 2003. I praksis løste det dog ikke særlig mange problemer for den enkelte pendler, men handlede primært om en omfordeling af skattemidler mellem landene. Tværtimod har skatteaftalen snarere været noget af et tilbageskridt for Øresundsregionen, i og med at der på regeringsniveau hersker en opfattelse af, at nu er alle problemer løst.
En gennemgang af de ti barrierer i vores lynanalyse fra 2002 viser, at de allerfleste består den dag i dag. De ændringer, som har fundet sted, har hovedsageligt bestået i smidigere håndhævelse af regler og love, efter aftale mellem myndigheder i Danmark og Sverige. I praksis betyder det, at hverdagen er blevet lidt enklere for Øresundsborgerne, men de er afhængige af undtagelser og dispensationsansøgninger, hvilket skaber en grundlæggende usikkerhed. Konkrete ændringer af lovgivningen har det nemlig stået sløjt til med.
Blandt de problemer, der stadig er uløste, er blandt andet ekstra afgifter for danske arbejdsgivere, som ansætter personer bosat i Sverige, hvis de samtidig har ekstraarbejde for et firma i Sverige. Det udløser svenske arbejdsgiverafgifter også på den danske løn, hvilket har fået Helsingør kommune til at indskrive et forbud mod ekstraarbejde i ansættelsesaftaler med personer, der bor i Sverige. For kulturmedarbejdere og restaurationspersonale, som ofte har jobs på begge sider af Sundet parallelt, betyder det, at arbejdskraften fra Sverige bliver betydeligt dyrere, end den der bor i Danmark. Selv om myndighederne netop har afsluttet en gennemgang af reglerne, har det ikke ført til nogle ændringer.
Ikke-europæiske borgere, som bor i Sverige, kan ikke umiddelbart tage arbejde i Danmark, men må først ansøge om arbejdstilladelse. Det rammer blandt andet den store gruppe indvandrere i Malmö og lukker dem ude fra Øresundsintegrationen.
Vanskelighederne med at betale med andet end dankort i Danmark består, og det samme gør det ekstra udlandsgebyr som banker, teleoperatører og postvæsnet tager for kommunikation på tværs af Øresund.
Heller ikke på mediemarkedet er barriererne revet ned; de respektive siders dækning af eksempelvis politiske konflikter præges af en nationalt farvet vinkling. Så længe disse billeder ikke imødegås, vil regionen fortsætte med at være opsplittet, eftersom dens medborgere lever med delvist forskellige virkelighedsopfattelser.
Taksterne på Øresundsbroen er, trods et væsentligt bedre rabatsystem, stadig for høje. Efter prissænkningerne på Storebæltsbroen bør det tilsvarende gøres på Øresundsbroen.
Og så videre…
Listen kan gøres meget længere og viser med deprimerende tydelighed, at der er sket utrolig lidt på integrationsområdet. Alligevel øges mobiliteten i regionen, men det kunne være betydeligt bedre. Det ville ikke kun Øresundsregionen, men hele Danmark og Sverige have tjent på i kraft af øget vækst.
Det er svært at forstå, hvorfor der ikke er sket mere, hvorfor den politiske proces ser ud til at være gået i stå på integrationsområdet. Skatteaftalen fra 2003 er én forklaring, eftersom man har tilladt den at skjule de andre problemer, der også skal løses. Øresundsområdet og integrationsspørgsmålene er ganske enkelt havnet uden for det politiske spændingsfelt.
I forbindelse med Øresundsbroens femårsjubilæum har man nu chancen for atter at sætte fokus på regionen. At sætte ny fart på den politiske proces kræver mere end at lade de berørte fagministre såsom finansministre og Øresundsministre mødes; det er nødvendigt at bringe spørgsmålene højere op på den politiske dagsorden. Den eneste vej til reel forandring er et statsministermøde med Øresundsregionens udvikling som eneste punkt på dagsordenen.
Og for at mødet ikke kun skal blive til en høflig middagskonversation, foreslår Rapidus, at Anders Fogh Rasmussen og Göran Persson mødes i et til formålet lejet telt, som rejses på Peberholm. Betingelsen er, at de ikke må forlade teltet, før de har udarbejdet et fælles handlingsprogram for Øresundsregionen på ti punkter, hvis gennemførelse har topprioritet. De må gerne ringe til en ven (finansministeren) eller få hjælp af en livline (Øresundsministeren), ligesom i et kendt TV-program. Men de må ikke forlade teltet, uden at de begge føler sig som vindere.
Først da kan regionen regne med den store gevinst!
