Kort sagt: OECD præsenterede for et par uger siden en ny rapport i Folketinget om Øresundsregionen. Mens vi allerede hører folk gabe, så er det tid til en helt anden refleksion: Har vi brug for flere dyre rapporter udført af højt betalte konsulenter? Rapidus mener nej tak. Vi kender melodien med omkvædet om regionens store potentialer, som følger rapporternes regionale tyranni. De har ingen nyheder. Næh, nyheder vil være, når der kommer handling.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør
Det var et fint møde med god stemning. Region skåne og Medicon Valley Alliance havde indbudt til et såkaldt unikt seminar på Christiansborg. Højdepunktet var, da Claire Nauwealers fra OECD præsenterede en velvoksen rapport på 59 sider om Øresundsregionen.
At dømme efter travlheden med SMS´er, FaceBook-opdateringer og en ikke udpræget spørgelyst, så var det lidt af en fuser. Fornemmelsen af, at man havde hørt det hele før, blot i en anden indpakning, var påtrængende. Det var ikke en engageret Claire Nauwealers skyld. Det var heller ikke arrangørenes eller publikums skyld.
Næh, skylden lå hos den vildfarelse i hele Øresundsregionens establishment om, at løsningen på eksisterende og allerede kendte problemer er flere rapporter.
Et lille eksempel: I 2010 kom Øresundskomiteen med en højt profileret vision for regionen. Den hed ÖRUS og havde mange gode ideer — og meget lidt konkret handling. Nu kom så en ny rapport fra OECD her i 2014. Som en af sine hovedanbefalinger/kritikpunkter konstaterer OECD, at man med ÖRUS har en vision — men endnu ikke en implementeret, fælles strategi.
Oversat fra diplomat- og økonomsprog betyder det følgende: Der er ikke sket en pind!
Også selv om ÖRUS skulle tegne visionen frem til 2020. Uret tikker, for så er der kun seks år tilbage til at få tingene til at ske. Det haster! OECD konstaterede også — som tidligere nævnt i Rapidus — at integrationen stagnerer med et svagt fald.
Claire Nauwealers og OECD havde en anden vigtig pointe til at bremse den udvikling: En anbefaling lyder på større involvering af både statslige autoriteter og erhvervslivet i Øresundskomiteen. I lang tid har de politiske ledelser især i Malmø og København haft en revitalisering af Øresundskomiteen på ønskesedlen — så det var altså heller ingen nyhed, men en understregning af en aktuel problematik, der er druknet i snak.
Det er trist. Netop et større engagement fra staterne og erhvervslivet er afgørende for regionens store visioner født for en snes år siden. Er der noget at sige til, at nu også OECD efterlyser en Øresundsidentitet — og et eksternt brand? Er der noget at sige til, at der ikke sker noget med endnu en rapport til den støvede arkivhylde?
Denne danske skribent vil gerne vædde to vitaminfattige, skånske mellanöl på, at hvis man måler, hvor mange centrale Øresundsaktører, som rent faktisk har LÆST samtlige 59 sider i OECD-rapporten, så vil læsertallet næppe overgå referatet fra generalforsamlingen i Farum Frimærkeklub. Det er synd! Det hele står der jo i OECD-rapporten – lige til at implementere. Hvis nogen gad. Men gentagelsen fjerner motivationen, lysten og engagementet som var det et parforhold mellem Sjælland og Skåne, der er ved at dræbes i rutine. Var det så en spildt konference?
Næh, meget sigende holdt SMS-trafikken op lige så snart nogen blev konkrete, og lagde op til handling, som var til at tage at føle på. Dansk politiks grand old man, Bertel Haarder fra Venstre, blev et godt eksempel på, at den, som bliver konkret, får opmærksomhed. Som formand for Nordisk Råd (og bl.a. tidligere sundhedsminister) forslog en fælles indgang for medicinalindustrien til at foretage kliniske forsøg i Danmark og Sverige — samt en arbejdsdeling mellem landene på universiteter og hospitaler.
Now you are talking!
Det er et konkret emne med enorme perspektiver, som kunne have fyldt et helt seminar med stort potentiale for, at der faktisk skete noget på netop det område. Det ville gavne sygehusvæsenerne og forskningen samt ikke mindst erhvervslivet i life science på begge sider af sundet. Og det ville gavne engagementet.
Forslaget er et godt eksempel på, at det er ikke helhedsbilledet, som vi mangler nu. Det er konkret fokus på de områder, hvor vi kan flytte noget. Ellers drukner vi i rapporternes regionale tyranni!
