Det internationalt profilerede biotekselskab Aresa har netop gjort boet op: 1.000 aktionærer skal nu dele tilbageværende 6-8 mio. kroner efter gigantiske tab, og ovenpå beslutningen om en såkaldt solvent likvidation.
Det oplyser selskabets sidste direktør, Carsten Meier, som formelt fratrådte sin lønnede stilling i dag den 1. april. Alene i 2006 rejste firmaet 54 mio. kroner til Aresas prisbelønnede genteknologi, som er en plante, der kan skifte farve, når den kommer i forbindelse med sprængstoffer i jorden – og derved kan planten bruges til minerydning.
— Mange af vores aktionærer er heller ikke så meget gået ind i det her for pengenes skyld, siger Carsten Meier som forklaring på, at firmaet undgår en konkurssag, der bl.a. ville gøre det økonomisk umuligt senere at videreføre patentet i samarbejde med Københavns Universitet.
Blandt de tilbageværende værdier i Aresa er ud over en kontantbeholdning også laboratorieudstyr for godt 600.000 kroner og opkøbt, mineinficeret jord i Kroatien. Carsten Meier fortsætter som ulønnet, uformel direktør frem til selskabets juridiske opløsning i august. I den periode skal han udrede værdierne helt præcist til aktionærerne. Først derefter skal han hvis alt går vel arbejde videre med teknologien på Københavns Universitet, hvorfra han kom, da han var med til at stifte Aresa i 2001. Et videre udviklingsarbejde med teknologien kræver dog 5-6 millioner kroner fra fonde.
— Blandt andet vil det som noget af det første koste 800.000 kroner at sikre det patent, som vi allerede har opnået i EU. Det kræver oversættelser til 27 sprog, fortæller Carsten Meier.
Selskabets solvente likvidation kommer i forlængelse af, at det det internationalt profilerede First North og Symbion-selskab i december 2008 erkendte, at det ikke kunne rejse en ny kapital i 2009 på 25 mio. kroner.
Af Keld Broksø