Ventureinvesteringer i life science overhaler IT/telekom
I Danmark er de samlede ventureinvesteringer i life science og biotek nu større end i IT og telekommunikation (ITK).
I 2001 overhalede life science virksomhederne første gang IT-selskaberne, når det gælder ventureinvesteringer. Ifølge en netop udsendt rapport fra Vækstfonden modtog virksomheder inden for life science i 2001 43 procent af ventureinvesteringerne, hvilket er en betydelig stigning i forhold til 2000, hvor virksomhederne kun modtog 22 procent.
Til gengæld er ventureinvesteringerne i IT og telekommunikation faldet fra 54 procent til 38 procent.
Den øgede interesse for investeringer i life science og biotek, skyldes ifølge analysechef i Vækstfonden Rolf Kjærgaard, ikke mindst de stærke regionale forskermiljøer i Danmark.
- De stærke forskermiljøer især i Medicon Valley har trukket investorer til, og der er rejst betydelig kapital i en række specialiserede life science fonde over de senere år, og det er den kapital, som selskaberne er i gang med at investere, og som har skabt en betydelig udvidelse af det samlede aktivitetsniveau inden for life science, siger han.
Skiftet fra ITK-investeringer til life science er også understreget af etableringen af to nye venturefonde inden for life science; nemlig Nordic Biotech og Danske Life Science, mens to andre fonde inden for ITK er lukket; nemlig 2M Invest og Brandts.
Rolf Kjærgaard forventer i øvrigt, at den position, som life science har i forhold til de samlede ventureinvesteringer, vil være den samme i de kommende år.
(Nyheden er leveret af Biotech Denmark med eneret for Rapidus.)