Vækstvirksomheder skal have bedre vilkår på kapitalmarkedet

Kort sagt: Øresundsregionens vækstvirksomheder er kommet i lommen på de helt store investorer, som tit har halvstatslig oprindelse, eller de er fonde fra kæmpe koncerner. Mindre investorer er stort set væk i biotek og it-branchen. Det er en stor udfordring for Øresundsregionen. Og ikke mindst for politikerne, som efterlyser vækst. Vi kommer ikke uden om at tale om skat for at finde løsninger.

Af Keld Broksø, Københavnsredaktør

På Rapidus er der mange nyheder om investeringer, men en bekymrende tendens for afhængigheden af kapital sniger sig ind i nyhedsbilledet, som bærer præg af en ny dominans fra store investorer. Den tendens bekræfter nogle af regionens vigtige aktører overfor Rapidus.

Sagen er, at mens mange investeringer før finanskrisen kom fra en mangfoldighed af store og såvel som mange små investorer såsom business angels, så er billedet vendt til en stort set lukket fest for store investorer. Her under finanskrisen er det nemlig nu overvejende enten meget kapitalstærke investorer og/eller halvstatslige mega-investorer, som trækker læsset i venturemarkedet.

Det gælder for it såvel som for biotek: Underskoven af opstartsvirksomheder skal i dag ikke blot kæmpe om kapitalen. De skal også have en meget tålmodig køkultur uden for døren hos få, meget store investorer, som kan være meget svære at komme i nærheden af.

Underskoven af opstartsvirksomheder beskæres også af en parallel tendens med fusioner af mindre virksomheder i de store investorers porteføljer. Eksempelvis har danske Vækstfonden lavet en stribe fusioner for at skabe kritisk masse. Hvad er der så galt i det?

Jo, for det første er venturemarkedet ved at blive monopoliseret. Og fraværet af mange små virksomheder kan bremse den mangfoldighed, som er befordrende for innovation og nye ideer.

Nogle tal dækker over monopoliseringen. Dansk Aktieanalyse har konstateret, at en vækst i it-branchen på 7 % i 2010 dækker over, at helt store it-virksomheder kom bedst gennem krisen, men på bekostning af mindre it-virksomheder, der i stort omfang døde eller blev opkøbt. Mens første bølge af finanskrisen fik it-virksomhederne til at trimme sig, så er anden bølge med gældskrisen alvorligere fordi mindre investorer nu holder sig væk fra at investere. Det overlader investeringerne til de store såsom IBM, Microsoft, Atea, CSC og HP, der alle har købt op.

Det alvorlige er, at Øresundsregionen er afhængig af en stor, spirende underskov af små it-virksomheder samt investorer, der matcher deres diminutive størrelse. De virksomheder har traditionelt netop været fødekæde for større virksomheder.

Biotekbranchen har nogenlunde samme struktur og problemer: De fem største virksomheder i Øresundsregionen tegner sig for 52 % af de bioansatte i regionen, viser en opgørelse fra MVA fra i år. Novo og Lundbeck er absolutte fyrtårne. Men igen er det problematisk, når fem virksomheder står for så stor en del af aktiviteten. De små opstartsvirksomheders potentialer er nemlig afgørende for, at vi ikke forspilder mulighederne for Øresundsregionens vækstmotorer.

En globaliseret verden venter ikke på nogen. Danmark og Sverige er nødt til at gå sammen om at fjerne en af de afgørende bremser for mindre virksomheder. Vi kan ikke komme uden skatten.

I Storbritannien, Frankrig, Holland, Canada og USA får forskningsbaserede virksomheder refunderet en del af forskningsudgifterne af staten mod at de ikke trækker forskningsudgifterne fra i skat. Sidste år investerede danske og svenske biotekselskaber 725 mio. DKK i forskning og udvikling (600 på dansk side og 125 på svensk side). Det vil på bundlinjen koste Danmark 300 millioner, og den svenske stat 60-65 millioner kroner at indføre samme regler, men det skaber også basis for vækst og mere indkomstskat. Det er logisk at kopiere. Men er det realistisk? Måske, hvis globaliserings alvor bliver tydelig: I Danmark er 54 % af den rejste kapital til biotek fra Danmark -- resten fra udlandet. I Sverige er 85 % af den rejste kapital fra Sverige selv -- resten fra udlandet. Vi er altså nødt til at være åbne overfor verden. Og her er skattereglerne igen afgørende.

To ting taler for skatteændringer: Fælles beslutninger vil forhindre ulige konkurrence over sundet. Og fælles front i skattespørgsmål for regionens forsknings- og vækstvirksomheder kan bringe dem ud af en anonymitet, som også er livsfarlig for vækst: Mange af de store, udenlandske investeringsselskaber er nemlig uvidende om Øresundsregionens potentialer indenfor biotek, viser en nylig undersøgelse fra MVA refereret af bl.a. Nytt från Öresund. Undersøgelsen blev endnu et udråbstegn for den konklusion, at vækstvirksomheder skal have bedre vilkår på kapitalmarkedet!

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: