Vækstspørgsmålene drukner i valgdebatten
Kort sagt: Erhvervslivets vilkår og vækstspørgsmålene bliver glemt i den lokale og regionale debat forud for søndagens valg i Sverige.
Den ensidige fokusering på udgifterne til pleje-skole-omsorg skygger for det vigtige spørgsmål: Hvor skal skattepengene komme fra?
Af Thomas Frostberg
Integrationen er blevet en varm kartoffel i slutfasen af den svenske valgkamp - men det har intet med Øresundsintegration at gøre. I stedet gælder det indvandrerspørgsmålet; i øvrigt et af de få områder hvor Danmark overhovedet nævnes i debatten - som afskrækkende eksempel.
Øresundsspørgsmålene er yderst sjældne i partiprogrammer, valgboder og på torvemøder. De markedsliberale folkpartister og moderaterne vil ganske vist indrette post- og telemarkedet sådan at porto- og minuttaksterne bliver de samme i hele regionen. That's all.
En indlysende grund er at regionrådsmedlemmet Rolf Tufvesson, Malmös borgmester Ilmar Reepalu og andre politikere som er engageret i spørgsmålene fungerer på det lokale og regionale plan, mens beslutningsmagten ligger hos riksdagen og regeringen i Stockholm. Og der er Øresundsspørgsmålene ikke højt prioriteret når det gælder om at vinde vælgere med løfter om lavere skatter eller bedre skoler.
Øresundsintegrationen har desuden fået en let ideologisk klang, drevet af entusiaster som ser en højere mening med selve forbrødringen på tværs af Sundet. Men ofte er det tilstrækkeligt at tale om vækst, som er det integrationen egentlig går ud på. At tjene flere penge på et større marked med bedre udbud af arbejdskraft og kapital.
Via en reel tilnærmelse mellem Sjælland og Skåne ville der kunne skabes et område med større ressourcer, med grundlag i omfattende akademisk forskning der kan skabe nye virksomheder og dermed flere jobs og højere skatteindtægter.
Det Øresundsbarometer som blev præsenteret tidligere på ugen, viser at regionen generelt har klaret sig godt i konjunkturnedgangen. Men det kunne have været endnu bedre. Rapidus har sagt det før, og det fortjener at blive påpeget igen: Det skånske erhvervsliv ligger åbent for danske erhvervsfolk der vil gøre forretninger til fordelagtige priser.
For at udviklingen kan tage fart, skal en række forhindringer først ryddes af vejen. Der er intet nyt i det, men alligevel er der sket utrolig lidt de to første år med broen.
Derfor tvinges personer og virksomheder der påtænker at flytte over Sundet eller drive forretning på den anden side til at hyre advokater, skatteeksperter og andre konsulenter til skyhøje priser for at få et overblik over forskellene i love og regler. Ofte er reglerne desuden så indviklede at pengene er spildt.
I mellemtiden går den svenske finansminister Bosse Ringholm rundt og sælger politisk kosmetik når han påstår at man er tæt på at være enige om en skatteaftale. Den melodi har vi hørt på i næsten et år, uden at der har kunnet dokumenteres nogle fremskridt.
Foretag et tankeeksperiment: Tilsvarende besvær og udgifter for at flytte firmaet fra Fyn til København eller fra Skåne til Stockholm er utænkeligt.
Rapidus' ønske forud for valgdagen er derfor mere fremsynede politikere der for alvor vil tage fat på Øresundsbarriererne for at få elimineret så mange forhindringer så hurtigt som muligt.
Det er en ren investering.