USA-ordre til ReadSoft kan hurtigt mangedobles
Den USA-ordre til en værdi af en million dollars, som softwareselskabet ReadSoft i Helsingborg offentliggjorde i formiddags, kan hurtigt blive mangedoblet. Det oplyser selskabets informationschef Olof Engvall over for Rapidus.
-- Lige nu er aftalen otte millioner svenske kroner værd, men kunden håndterer kun én slags blanket med vores system. Vi håber, at de vil anvende systemet til flere dokumentforløb, og hvis vi lever op til forventningerne, kan denne aftale hurtigt blive mindst dobbelt så stor, siger Olof Engvall.
Ordren kommer fra en amerikansk myndighed, hvis navn ikke oplyses, og indebærer, at ReadSofts system til dokumenthåndtering skal installeres på 27 kontorer.
Omkring 20 procent af selskabets omsætning kommer fra USA, men tidligere har indtjeningsmarginalen været dårlig.
-- I denne fase er alt i aftalen i princippet software og næsten ingen konsulenttimer, hvilket er godt for indtjeningsmarginalen. Det har været svært at opnå overskud i USA, og denne ordre trækker i den rigtige retning. Lige nu balancerer vi omkring et nulresultat, og det må man i historisk perspektiv betragte som et gennembrud.
ReadSoft er noteret på Stockholmsbørsens O-liste, omsatte for 360 millioner svenske kroner i 2004 og havde et overskud efter skat på 33 millioner.