USA-ministerium vigtigste kunde for Precise Biometrics i Lund
Det amerikanske udenrigsministerium, Department of State, var den vigtigste enkeltkunde for Lundvirksomheden Precise Biometrics i første kvartal i år. Det oplyser adm. dir. Christer Bergman til Rapidus. Selskabet omsatte for 14,8 millioner svenske kroner sammenlignet med 6,8 millioner for samme periode sidste år og havde et tab på 6,9 millioner.
Af omsætningen i år kom de 4,9 millioner dog fra det nyligt opkøbte selskab Fyrplus Teknik. Af de resterende 9,9 millioner fra salg af blandt andet fingeraftrykslæsere udgjorde det amerikanske ministerium en væsentlig del, dog under fem millioner.
-- State Department står for en stor del af vores omsætning i første kvartal. Vi har leveret 8.000 læsere til dem i løbet af kvartalet, og i alt har vi leveret cirka 22.000 læsere, siger Christer Bergman.
Leveringerne finder sted inden for rammerne af en større licitation, som i første omgang gælder 30.000-35.000 læsere og altså snart er tilendebragt. Næste omgang gælder yderligere 65.000 læsere, ifølge Christer Bergman, og her arbejder selskabet på at vinde fortsættelsen af kontrakten.