Kort sagt: De skandaløse begivenheder i Skandia er ikke bare et problem for selskabets aktieejere og pensionsopsparere - i forlængelse heraf lider også det øvrige erhvervsliv skade, helt ned til de mindste virksomheder, når billedet af erhvervsmanden bliver synonymt med fuskeren.

At kræve moralsk opstramning i erhvervslivet kan virke lidt som at slå åbne døre ind, men der er lang vej at gå, før problemet bliver taget alvorligt. I mange virksomheder betragtes det for eksempel stadig som illoyalt at slå alarm om urent trav.

Af Thomas Frostberg

Det ville være naivt at tro, at Skandiachefernes adfærd er et isoleret tilfælde hos en lille klike af fartblinde topdirektører. Tværtimod er problemet mere udbredt end man skulle tro.

Stadigt tilbagevendende lister over de mest velbetalte chefer i forskellige brancher og professioner fører til øgede lønkrav, eftersom penge til sidst bliver den eneste tilbageværende objektive målestok. Man har ikke længere tid til at sætte sig ind i betydningen af andres job og deres indflydelse, det gælder bare om at komme først til vandhullet. Og når penge ikke er nok, skal det være flotte lejligheder, luksusistandsættelser og andre fantasifulde frynsegoder.

Man kan altid skyde skylden på uklare regler og gråzoner, eller hævde at det drejer sig om nødvendige fordele for at beholde topcheferne i de forskellige selskaber. Men ofte kræver det kun et halvt sekunds sund fornuft at afsløre, at det handler om de enkelte chefers bedste, ikke selskabets eller aktionærernes.

Problemet er at advarselssystemerne er for svage. Den der opdager fusk, ender ofte selv på anklagebænken for illoyal adfærd mod arbejdsgiveren, når det i realiteten forholder sig lige omvendt. En panisk angst for at selskabets varemærke skal lide skade, hvis ”sagen” lækker, bevirker at vreden rettes mod budbringeren, i stedet for den som måske ligefrem har gjort sig skyldig i noget kriminelt.

De fleste selskaber mangler en kultur, der opmuntrer og belønner dem der tør protestere mod fusk og snyd. Uanset hvor mange gange ord som åbenhed, ærlighed og pålidelighed nævnes i policy-erklæringerne, så ved de ansatte godt hvad der gælder i praksis. Ellers ville svindelnumrene i Skandia aldrig have kunnet foregå så længe, for selvfølgelig var der mange flere der vidste hvad der foregik.

Der er kun én vej fremad: Hold op med at feje problemerne ind under gulvtæppet! Stil svindlere til ansvar, også retsligt hvis det er nødvendigt. Hold op med at give gode anbefalinger til personer der er blevet tvunget til at sige op efter afsløringer af fusk. Og beløn ikke umuliuser med fantasibeløb som fratrædelsesvederlag.

I forlængelse heraf er der også et problem, som samfundet må medvirke til at løse. Eftersom retsmaskineriet ikke engang kan klare dagens anmeldelser om økonomiske forbrydelser, undlader mange at foretage en anmeldelse, fordi efterforskningen godt kan tage flere år. Desuden gør frem for alt den svenske arbejdsret det næsten umuligt tvangsmæssigt at skille sig af med ansatte der har optrådt upassende. I kombination med retsvæsnets langsomme sagsbehandling tvinger det de fleste virksomheder til at indgå et forlig.

Hvad har det nu med Rapidus' kerneområde, Øresundsregionens vækstvirksomheder, at gøre?

Et direkte problem er, hvordan mindre virksomheder skal sikre sig mod risikoen for at ansætte bortviste lurendrejere. Disse selskaber er sjældent vant til at rekruttere og har ikke råd til at hyre professionelle til arbejdet. Det er muligt at større virksomheder kan rumme en vis portion upassende elementer blandt sine medarbejdere, men det er let at forestille sig hvilken katastrofe det vil være for et selskab i forskerparken Symbion eller Ideon at få en af disse personer ind på en ledende post.

En anden effekt er at det bliver svært for unge selskaber at hyre virkelige topkræfter, når de økonomiske krav hele tiden sætter nye rekorder. Ganske vist er lønkravene blevet mere rimelige de seneste to år, men tilbagevendende eksempler på excesser vil gøre det svært at holde igen, når konjunkturerne igen vender.

Det er meget positivt at spørgsmål om etik og moral i erhvervslivet diskuteres mere åbent, men der kræves betydeligt større doser af civilcourage for at opnå en egentlig forandring.