Uenighed bag chefskifte i Vivostat

Bag en meget neutral virksomhedsmeddelelse om et direktørskifte uden forklaringer om baggrunden i den tidligere stærkt omtalte medicovirksomhed, Vivostat i Allerød, ligger der i virkeligheden dyb uenighed mellem den netop afgåede direktør og medstifter, Tom Bjerg Lauritzen, og bestyrelsen om vækststrategien. Tom Bjerg Lauritzen var fortaler for at rejse flere penge.

-- Men bestyrelsen ønsker ikke at forsøge at gå ud og rejse flere penge lige nu, forklarer Tom Bjerg Lauritzen, som var med til at stifte firmaet i 2001.

-- Manglende kapital betød også, at vi var nødt til at afskedige fem ansatte, som vi ellers ikke ønskede at komme af med, ud af de 22, der var på kontoret, fortæller han.

I februar lykkedes det ellers Vivostat at rejse tre millioner euro, men der var stadig langt til de 10 millioner euro, som stod på Tom Bjerg Lauritzens ønskeseddel. De penge skulle bruges til amerikanske studier af firmaets sårmiddel, så Vivostat kunne komme på det amerikanske marked.

Tom Bjerg Lauritzen siger selv, at bestyrelsen på grund af hans modstand derfor ønskede en anden på direktørposten, hvilket blev effektueret før påskeferien. Tom Bjerg Lauritzen ønskede heller ikke blot at køre daglig drift.

-- Jeg er bedst til at få firmaer til at vokse, og til at have fuldt tryk på, siger han.

Vivostat har tidligere bevist evnen til at rejse store penge. Blandt andet i 2007, hvor firmaet rejste 53 mio. kroner, som er brugt til studier af sårbehandlingen til diabetespatienter på otte centre i seks, europæiske lande. En af firmaets teknikker er at trække komponenter ud, som får blodet til at størkne. Det bliver i dag brugt til at standse blødninger ved større operationer og sælges over hele Europa, mens et andet produkt under fortsat udvikling er baseret på den del af blodet, som stimulerer væksten af celler. Det bruges til kroniske sår på diabetespatienter og ældre mennesker.

Ny chef i Vívostat er Michael Ruge, som har solid erfaring i ledelse og internationalt salg. Tom Bjerg Lauritzen har endnu ikke nyt job på hånden, men leder efter et nyt vækstfirma.

Af Keld Broksø

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: