Af Jan Wifstrand

Kan det betale sig at bevilge offentlige midler for at forsøge at skabe vækst og jobs?

Kun få har kunnet besvare spørgsmålet med et klart og tydeligt ja. Masser af såkaldte projekter har i højere grad handlet om at redde virksomheder, som har haft ringe bæreevne for fremtiden. Mange støtteordninger fremtvinges politisk for kunstigt at erstatte noget der er dødt.

Men i Stockholm, i erhvervsministeriets postkasse, ligger et dokument og samler støv, selv om det måske er det mest interessante, der nogensinde er skrevet på området. Indholdet er forfattet af det lidet kendte CAFO, Centrum för arbetsmarknadspolitisk forskning ved Växjö Universitet. Få har læst det, ingen synes at have fattet styrken i budskabet.

Forskeren Lennart Delander er, så vidt Rapidus ved, kun begyndt på sin undersøgelse, men det lover godt. Han har kort og godt foretaget en samfundsøkonomisk analyse af 417 projekter, som har modtaget støtte fra Kunskapsbron i Lund, der drives af Teknopol. Støtten omfatter både penge og kompetence, men her er det pengene man har gransket. Analysen er med forsigtighed ”oversat” til at gælde samtlige 2.131 små virksomhedsprojekter, som Kunskapsbron har skudt penge i til og med juni 2000.

Den offensive konklusion, efter ganske forsigtige overslagsberegninger, er at samfundet har tjent på det, til og med på kun et års sigt!

Dette er ikke stedet at komme med lange talrækker, men modellen bygger på en vurdering af, at man i hvert projekt redder eller skaber 0,2 jobs. Dette er helt baseret på reelle tal i det underliggende materiale. Og ifølge CAFO er denne beregning forsigtig.

Derefter opføres bidraget til BNP på indtægtssiden, altså lønninger, arbejdsgiverafgifter, skatter. På udgiftssiden selvfølgelig værdien af forbrugte ressourcer, altså det som virksomhederne, staten og regionerne har indskudt. Og regnestykket ender i plus, både samfundsøkonomisk og, i en særskilt beregning, for de offentlige finanser alene.

CAFO fortsætter med sin bevisførelse ved også at lave et regnestykke over effekten på tre år, hvor samfundets ”gevinst” naturligvis bliver væsentligt større.

Rapidus har tre synspunkter efter at have læst dette forstudie:

1) Repræsentanter for ministerier og regering er nødt til at tage beregningerne yderst alvorligt og forsøge at drage konklusioner for erhvervspolitikken, hvis man mener at analysemodellen holder. Ikke bare i Stockholm, men også i København.

2) Uanset om en eller anden veteran inden for nationaløkonomi kan finde svagheder i analysemodellen, er én ting klar: Det lille initiativ i erhvervslivet, den lille virksomheds bidrag til den overordnede udvikling, får aldrig den store opmærksomhed i politik, erhvervsliv mv. Der kræves et nyt perspektiv, ganske enkelt.

3) Undersøgelsen er yderst interessant for en række aktører i Øresundsregionen, f.eks. innovationsmiljøer som Teknologisk Innovation og andre i Københavnsområdet, for Malmø By, som desperat forsøger at opbygge en ny erhvervskultur, ja for stort set alle der beskæftiger sig med at støtte iværksætterprojekter. Her er der argumenter.

Fodnote: Kunskapsbron er et projekt, som i flere år har været drevet af Teknopol i Lund. Bag projektet står følgende samarbejdspartnere: Teknikbrostiftelsen i Lund, Lunds Universitet/Lunds Tekniska Högskola, Sveriges Lantbruksuniversitet, Växjö Universitet og de højere læreanstalter i Halmstad, Kalmar, Kristianstad, Malmö samt Karlskrona/Ronneby.

Formålet er at koble kompetence ved universiteter og højere læreanstalter sammen med små og mellemstore virksomheder for at udvikle ideer og skabe vækst og nye jobs.