Tre PR-begivenheder som giver regionen et spark fremad

Tre dage i træk denne uge er der blevet skålet, talt pænt og minglet omkring initiativer, som hver især på deres egen måde tyder på udvikling og fremtidsperspektiv i stedet for den grå tristesse, der spreder sig nedad gennem den globale økonomi.

Begivenhed nr. 1 var det beskedne faktum, at Medicon Valley Academy (MVA) i onsdags officielt åbnede sine nye lokaler i det såkaldte Øresundshus tæt på søerne i København. Og den nye direktør Christensen tog officielt ordet for første gang.

Begivenhed nr. 2 var gårsdagens indvielse af Berghs School of Communication (Soc), den nye filial på Carlsgatan i Malmø.

Begivenhed nr. 3 er den præsentation, som finder sted i Lund mens dette udsendes, vedrørende Øresund Science Region, et forsøg på at få forskning og udvikling på begge sider af Sundet til at samarbejde sig frem til en førerposition.

Betyder disse arrangementer andet og mere end at en udvalgt skare hilser venligt på hinanden og klapper af pligtskyldige, undertiden svulstige fraser?

For et par år siden ville jeg have været i tvivl om svaret. I dag: Et klart ja.

MVA’s styrkede position og øgede professionalisme tog jeg op i en kommentar den ottende juni. Der skal ikke tales mere om det her.

Når det gælder Berghs Soc er det farligt at bruge for store ord, især fordi undertegnede sidder i skolens bestyrelse og ville kunne blive anklaget for forudindtagethed.

Men de løbende kontakter Rapidus’ medarbejdere har til virksomhedsejere og opinionsdannere i regionen viser med beklagelig tydelighed, at det største problem for virksomhederne i et todelt område som Øresund netop er kommunikation. Nej, ikke Øresundstogene, det finder de vel snart ud af, men den alvorlige mangel på dygtige kommunikatorer, som kan gøre budskaber tydelige, sælge en idé og skabe kontakter af kvalitet. Det er en akilleshæl, ikke bare for integrationen, men for billedet af Øresundsregionen i hele Nordeuropa.

Det er af stor betydning for Malmø og formentlig også for København, at Skandinaviens største institut, med en 60 år gammel historie på dette område, nu åbner i en helt ny form i Malmø. Der bliver næppe tale om nogen invasion af tørstende elever fra starten, men tilbuddene hos Berghs Soc vil med tiden sætte vigtige aftryk.

Øresund Science Region er yderligere et kapitel og sikkert det vigtigste (MVA er en del af dette storstilede projekt).

Og nu begynder der at komme betydeligt mere gang i en af de nyere såkaldte platforme, Øresund Food Network. Fødevaresektoren, som er så stærk i regionen, har bestemt sig for at arbejde målrettet med at løfte branchen til et højere niveau.

En ting er Medicon Valley, hvor forskning og iværksætning ofte går hånd i hånd. Og en ting er IT Øresund (som netop nu søger adm. dir., altså også større ambitioner her!), hvor der er ganske tydelige gevinstmuligheder ved øget samarbejde blandt ofte søgende, umodne virksomheder.

Men fødevarer? ”Functional food” er nærmest et fyord i en del danske ører. Og sektoren domineres af store, tunge kolosser, mange gange ”low tech”, konservativt opbyggede og i stenhård konkurrence med hinanden på begge sider af Sundet.

At det er sværere at opbygge nyttige netværk i fødevaresektoren blev i øvrigt bekræftet af Science Region-projektets formand, Lunds universitets rektor Boel Flodgren, i en samtale med Rapidus i sommer.

Det kan lykkes med det ambitiøse program, som er blevet udarbejdet inden for Food Networks fem delområder, hvor styregrupperne indeholder tunge navne. Fødevareområdet bliver den store test af, om det er muligt at opbygge en erhvervsregion, eller om der bare bliver tale om sektorsamarbejde i nogle få brancher.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: