Tillykke Semmy – her er din første ”opgaveliste”

Kort sagt: Det kom som en total overraskelse for de fleste, også i hans eget netværk, at Semmy Rülf bliver ny adm. dir. for markedsføringsselskabet Position Skåne. Meget taler for, at han er den rette mand på posten, men det bliver ikke nogen helt let opgave.

En række strategiske udfordringer venter ham. Som forberedelseshjælp til det nye job præsenterer Rapidus en liste over opgaver, som han må tage fat på med det samme.

Af Thomas Frostberg

Semmy Rülfs lange erfaring som virksomhedsleder er noget han får brug for, når han som adm. dir. for Position Skåne skal lokke flere internationale virksomheder til at etablere sig i Skåne. Han ved, hvilke faktorer der virkelig afgør en etableringsbeslutning, og hvilken slags ”blændværk” der omgående gennemskues af rutinerede beslutningstagere i erhvervslivet.

Derfor er ansættelsen af Rülf en klar forstærkning af den investeringsfremmende del af Position Skåne. Her ligger samtidig den første udfordring, at få en bedre og mere effektiv struktur på det arbejde. Organisationen vil mere og satser bredere, end man egentlig har ressourcer til. Derfor kræves en bevidst fokusering, samtidig med at det bliver nødvendigt at tjekke, om alle medarbejdere i dag har den nødvendige kompetence. ”Der kan kompetenceudvikles en hel del”, udtaler en person med godt kendskab til virksomheden. Desuden er forankringen på hjemmebanen dårlig på grund af for ringe informationsarbejde fra investeringssiden i Position Skåne. Også her er der behov for en kraftig indsats.

Den anden udfordring ligger på turistområdet, som ofte havner i skyggen af investeringsaktiviteterne. Da Position Skåne blev stiftet i januar sidste år, var det med en klar vision om at sammenlægge investeringsaktiviteterne og turistspørgsmålene i Skåne. De to oprindelige personalegrupper skulle nu arbejde på tværs af grænser, og det var tilmed forbudt at tale om investeringsmedarbejdere og turistmedarbejdere. Alle skulle have multikompetence. Sådan er det ikke blevet. Opdelingen består, og den ene halvdel ved stadig forbløffende lidt om, hvad den anden gør, eller hvordan de arbejder. Altså skal Semmy Rülf enten fastlægge en strategi for, hvordan fusionen af turisme og erhvervsliv skal realiseres - eller også åbent erkende og overbevise bestyrelsen om, at visionen aldrig bliver til virkelighed.

Den tredje udfordring gælder forholdet til Danmark. Position Skåne og Københavns markedsføringsselskab på erhvervssiden, Copenhagen Capacity, har bestemt sig for en relation af typen ”samarbejdsorienteret konkurrence”. Det er måske det eneste mulige kompromis, men indebærer en meget vanskelig balancegang. Begge organisationer har interesse i at samarbejde for at få virksomhedsetableringer til Øresundsregionen, men har også deres respektive opdragsgivere at tage hensyn til. De ønsker at se etableringerne havne på den rigtige side af Øresund. I praksis indebærer det løbende afvejninger af, hvorvidt den ”anden side” skal informeres eller ej. Rapidus har ikke løsningen, men her kræves et bedre og mere tillidsfuldt samarbejde end det, der findes i dag.

Den fjerde udfordring gælder relationerne til Stockholm. I alle officielle sammenhænge lovpriser Invest in Sweden Agency Øresundsregionen som etableringsområde, men når det kommer til praktisk handling, er der mange som fortæller, at ISA har anlagt Stockholmsperspektiv. Den ofte benægtede konkurrence mellem Stockholm og Øresund eksisterer i allerhøjeste grad, næret af den kendsgerning at Øresund har klaret sig bedre end Stockholm gennem de seneste kriseår. Omgangstonen vil sandsynligvis blive forbedret, nu hvor konjunkturerne er vendt i Stockholmsregionen. Men stadig, snart fem år efter broindvielsen, står man over for en pædagogisk opgave af gigantiske proportioner: at forklare hvorfor udviklingen i Øresundsregionen også er vigtig for Stockholm og Sverige som helhed.

Tillykke Semmy - og held og lykke!

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: