Symphogen henter ny chef fra Genmab
Antistofvirksomheden Symphogen i Lyngby rekrutterer Jørgen Petersen som forskningschef. Firmaet udvikler rekombinante polyklonale antistoffer til behandling af blandt andet infektioner og cancer.
Petersen er immunolog og reumatolog og har været en af de øverste chefer i det børsnoterede biotekfirma Genmab siden 2002.
Symphogen blev grundlagt i 2000 og har siden da fået tilført godt 100 millioner euro i venturekapital fra blandt andre amerikanske Essex Woodland Ventures, Novo og Sunstone Capital. Symphogen har to egne teknikplatforme til søgning og fremstilling af antistoffer og otte lægemiddelkandidater under udvikling. Længst fremme er to blodlægemidler i henholdsvis klinisk fase I og II, med det svenske børsnoterede biotekfirma Biovitrum som udviklingspartner.
Af Lisa Kirsebom