Svensk webguru går ind i Planeto

Spilfirmaet Planeto i Malmö har de seneste måneder fordoblet staben til cirka ti ansatte og konsulenter. Ny markedschef og medejer er Joakim Jardenberg, adm. dir. for Sydsvenskans og Helsingborgs Dagblads tidligere webudviklingsfirma Mindpark.

Planetos internetbaserede quizspil prøvespilles netop nu af en mindre gruppe testere; planen er, at det skal frigives sidst på vinteren. Ved at gøre spillet gratis og sprede det via Facebook håber grundlæggerne Magnus Robertsson og Martin Walfisz at nå op på mindst et par millioner brugere inden udgangen af 2010. Hardcore brugere skal derefter lokkes til at betale for at sætte digital guldkant på deres spiloplevelse, hvilket skal give firmaet dets indtægter.

-- Vores målsætning er mindst ti millioner spillere i alt. Men der behøver ikke være så mange, for at vores forretningsmodel skal fungere, siger Martin Walfisz, som også har grundlagt spilfirmaet Massive Entertainment.

Planeto fik sidst på sommeren tilført 1,4 millioner svenske kroner fra en gruppe business angels. Selv om Joakim Jardenberg er kommet til som minoritetsejer siden da, står de to grundlæggere stadig som ejere af over 80 procent af firmaet, oplyser Martin Walfisz.

Han regner med break-even inden 2011, men til det formål kræves cirka ti millioner i venturekapital, som Martin Walfisz håber at skaffe i løbet af vinteren. Personalet vil så kunne udvides til 15 personer.

Mindpark i Helsingborg blev grundlagt i 2007 med henblik på at fungere som eksperimentalværksted inden for nye medier for en række skånske og vestsvenske dagblade, deriblandt Sydsvenskan, Helsingborgs Dagblad og Gota Media. Selskabet havde en håndfuld ansatte, da de finansierende medievirksomheder i foråret trak sig ud. Mindpark drives nu af Joakim Jardenberg på egen hånd.

Af Erik Olausson

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: