Storkommunalt magtspil bag Kramers udspil om Øresundsråd

Kort sagt: Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, har overraskende foreslået et dansk-svensk regionsråd. Men den politiske prøveballon kan tjene andre formål end integrationen: København ønsker ikke en truende opdeling eller at blive underlagt et storamt. En ny alliance med Skåne kan forpurre de planer, og derfor er det bedste man kan sige, at Danmark ikke siden broåbningen har diskuteret Øresundsintegration så meget som den forløbne uge.

Af Keld Broksø

Jens Kramer Mikkelsen, overborgmester i København, har hidtil ikke leveret meget peptalk for Øresundsregionen. Stort set ikke et ord om regionen kom der fra ham i valgkampen sidste år. Dermed bidrog han til, at integrationen på det danske, politiske plan står i stampe. Stilstanden har han cementeret ved som formand for Øresundsregionens politiske samarbejdsorgan, Öresundskomiteen, at udeblive fra begge afholdte bestyrelsesmøder i år. Et tredje møde blev aflyst, og ingen ved om overborgmesteren kommer på årets sidste møde 6. december.

Men Jens Kramer Mikkelsen overraskede alle i tirsdags.

På forsiden af Berlingske Tidende gav han Øresundsdebatten nyt liv ved at lancere ideen om et dansk-svensk regionsråd, som er demokratisk valgt og har ret til skatteudskrivning (!). Regionsrådet skal tage sig af erhvervs- og byudvikling, infrastruktur og store kultur- og idrætsopgaver. Hele dagen tordnede ideen i danske medier. Det var teatertorden, viste det sig, men på Rapidus giver vi alligevel stående ovationer: Her er en idé til et beslutningsdygtigt organ, som kan skubbe integrationen ud af dødvandet. Men der er ét stort problem i forslaget:

Kramers udspil er så overraskende, at det kan dække over en anden dagsorden i København. Sagt firkantet: København ønsker ikke sin magtfulde særstatus som storkommune ophævet, hvilket er truslen nu. Kramer såvel som hans modkandidat, Søren Pind, ønsker et større København - ikke et mindre. Og her kan mere integration med Skåne bruges som argument. Et stort København skal nemlig være modvægt til et stort Skåne. København er under beskydning fra to steder lige nu, og derfor virker Kramers forslag ganske timet og tilrettelagt som afledningsmanøvre.

* I Københavns Amt (som består af kommunerne uden om selve København) ønsker amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen et storamt, som også inkluderer København/Frederiksberg. Det vil forudsætte en opsplitning af København, og de amtslige forpligtelser i København (som sygehuse og gymnasier) vil overgå til storamtet. Det er helt uspiseligt for overborgmesteren.

* Et storamt og et stækket København truer ligeledes fra regeringens netop udpegede strukturkommission, der om halvandet år skal give bud på en ny inddeling af Danmark. Ved at Kramer nu overraskende sætter fokus på Øresundsregionen bevarer han argumentet mod en opsplitning ved at pege på, at det er de store områder (kommuner!), der driver udviklingen.

Alligevel er der grund til at takke Jens Kramer Mikkelsen for denne politiske prøveballon.

Medicon Valley Academys direktør, Bent Christensen, var eksempelvis som andre overrasket, da Kramer kom med forslaget. Men uanset om det bliver til noget, så er det sundt med en dansk diskussion af regionen. Bent Christensen peger på, at lægemiddeleksporten har oversteget dansk baconeksport, og at vi derfor ikke undgår at diskutere europæiske regioners konkurrence fremover.

Jens Kramer kan også notere andre positive reaktioner, hvor kritikken snarere går på, at et råd ikke er vidtgående nok set fra et erhvervsperspektiv. Dansk Industri støtter ideen, men kræver reel kompetence. Og i det sydsvenske industri og handelskammer siger direktør Stephan Müchler, at man længe har efterlyst et ”Øresundsministerium” med en dansk og svensk minister skiftevis for bordenden. Stefan Müchler siger til Rapidus, at det svarer helt til visionen for EU.

Men Jens Kramer Mikkelsens forslag er skudt ned. Region Skånes kommende socialdemokratiske lederskab såvel som Sveriges handelsminister, Leif Pagrotsky, har advaret mod politisk ansvarsdeling fordi det handler om to lande. Og Danmarks indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussens skrækscenarie er, at svenskerne opkræver skat i Danmark. Spørgsmålet er derfor om den ny, danske fokus på Øresundsregionen holder? Tre ting tyder på det:

- Strukturdebatten har udløst et opgør i regeringspartiet Venstre, og Skåne kan igen blive inddraget.

- Dertil slutter EU-formandskabet ved årsskiftet, og erhvervsminister Bendt Bendtsen lover ny fokus på regionen.

- Og endelig er forhandlingerne om skat over Øresund i en afgørende fase.

Men det var Kramer Mikkelsen, som uagtet flere motiver indledte en ny Øresundsdebat i Danmark. Tak for det.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: