Stor dansk CRM-opgave til Retention i Malmø
CRM-bureauet Retention med hovedkontor i Malmø har vundet en række prestigefyldte kontrakter dette forår, blandt andet for byggekoncernen Højgaard & Schultz (nu MTHS Entreprenør A/S efter fusionen med Monberg & Thorsen), FöreningsSparbanken samt papir- og kartonproducenten SCA.
-- Vi er på vej til at blive større i Danmark end i Malmø. Ganske vist har vi flere kunder i Malmø, men det er ikke den type store virksomheder, som findes i København. Efterspørgslen er stor i Danmark, og vi er i gang med en halv snes prospekter, som alle vedrører kendte varemærker, forklarer Mats Lind, adm. dir. for Retention.
Foruden kontorer i Malmø og København, er Retention også repræsenteret i Stockholm og Gøteborg.
Opgaven for Højgaard & Schultz går på at planlægge strategier for kunderelationer, mens FöreningsSparbanken har fået hjælp af Retention til at indkøbe og implementere en ny IT-support til bankens markedsanalytikere i deres arbejde med kundeanalyser. I tilfældet SCA har det drejet sig om at hjælpe koncernen med at analysere mulige CRM-systemer i forbindelse med en investering til 3.000 brugere.