Ståhlbad venter Sydsvenskan efter Bonniers kovending i Skåne

Kort sagt: I denne uge købte Sydsvenska Dagbladet både gratisavisen City Malmö-Lund og Skånemedia af sin ejer Bonnier.

Bonnier er en national aktør, hvor topledelsen ikke ved særlig meget om at drive lokale og regionale aviser. Derfor er det naturligt, at Sydsvenskan får lov til at overtage roret i Skåne fremover.

Men oplægget kunne have været bedre, hvis ikke Bonnier havde bestemt sig for at starte sin skånske gratisavis hen over hovedet på Sydsvenskans ledelse. Og derefter dumpe problemet lige i skødet på avisens nye adm. dir. Johan Ståhl.

Af Thomas Frostberg

Da City begyndte at udkomme i Skåne sidste efterår, havde Sydsvenskans ledelse allerede regnet på at udgive en gratisavis og var meget skeptiske omkring muligheden for at gøre et sådant projekt lønsomt. Dermed regnede man også med, at planerne var taget af Bonnierledelsens dagsorden.

Så da beslutningen om at lade Stockholm City formere sig til Sydsverige blev truffet, betød det, at Sydsvenskan var tilsidesat. At City desuden indledte et samarbejde med Kvällsposten på nettet, blev nærmest opfattet som en krigserklæring.

Men Sydsvenskans beregninger holdt stik - City var et sort hul, som har kostet enorme summer indtil videre. Nu er Johan Ståhl tvunget til at påbegynde oprydningen i fallitboet. Det havde været betydeligt klogere, hvis Sydsvenskan fra starten havde fået lov til at drive projektet, hvis der nu partout skulle startes en Bonnierejet gratisavis i Skåne. Hos Sydsvenskan har man det lokalkendskab, som kræves for at drive en regional avis, både redaktionelt og når det gælder annoncesalg. Nu gik man i stedet den gigantiske omvej via Stockholm, hvilket kun har kostet penge. Købet vil belaste Sydsvenskans resultat med næsten ti millioner SEK til næste år, og derfor bliver prisen på City kun en krone.

På kort sigt er det øget annoncesalg, der motiverer købet. Et samarbejde findes allerede omkring stillingsannoncer, hvilket har givet Metro hård konkurrence i Skåne. Nu udvides annoncesamarbejdet til flere områder. Sydsvenskans annoncesælgere vil også falbyde annoncer for City, selv om gratisavisen skal have sit eget sælgerkorps.

Næste skridt bliver et redaktionelt samarbejde, noget journalisterne på Sydsvenskan lader til at opfatte som langt mere kontroversielt. Første skridt tages på nettet, når City Malmö-Lund i starten af det nye år lancerer deres egen hjemmeside. I dag samarbejder City med Kvällsposten på nettet og får også en hel del af sine artikler til papirudgaven fra kvp.se - et samarbejde der vil ophøre inden længe. Man kan roligt regne med, at Sydsvenskan udfylder Kvällspostens plads i en eller anden form.

Modellen kan hentes fra Skånemedia, hvor netartiklerne allerede flyder frit mellem de tre aviser Kristianstadsbladet, Ystads Allehanda og Trelleborgs Allehanda. Og ja, det vil skabe ballade i alle lejre, men er samtidig en nødvendig modforholdsregel, efter at Skånska Dagbladet har lanceret sin helt nydesignede hjemmeside Skånskan.se i denne uge og nu for alvor tager kampen op om de lokale webnyheder.

Det er her Skånemedia kommer ind i billedet. Foruden indlysende besparelser på teknik og administration, vil der på sigt blive tale om stadig større integration af journalistikken mellem aviserne inden for koncernen Sydsvenskan - også papirudgaverne - for på denne måde at skaffe sig kontrol over den skånske nyhedsdækning.

På spørgsmålet om hvad "på sigt" betyder i praksis, svarer Johan Ståhl: "Hvorfor ikke i løbet af 2008?", og udstikker dermed en kurs, som indebærer, at de problemer, ledelsen i Stockholm har forårsaget ved at prøve på at lege gratisavis i Skåne, nu skal afhjælpes hurtigst muligt.

På vejen vil han blive tvunget til at træffe en del både hårde og upopulære beslutninger.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: