Kort sagt: Der er for lavt til loftet i dansk eurodebat. Man får ikke de vidtrækkende, ideologiske perspektiver med. Det nu overvældende flertal for den danske euro er stækket af, at tilhængerne har begrænset debatten til at tale om marginale om omgående procentgevinster ved euroen blandt andet i Øresundsregionen. Danskerne har mistet det store politiske perspektiv om det indre marked. Og derfor har de pressede eurotilhængere i Sverige ikke kunnet hente meget hjælp i Danmark.

Af Keld Broksø

Mens Sveriges tilhængere af euroen kæmper en sidste fortvivlet kamp for at overbevise svenskerne om at stemme ja til euroen 14. september, så er det tid til selvransagelse hos det overvældende, parlamentariske flertal for euroen i det danske Folketing.

Ifølge meningsmålingerne har parlamentarikerne gjort jobbet godt på den danske side: Selv om Danmark stemte nej til euroen for tre år siden, så er den danske folkestemning vendt til fordel for euroen. Alligevel lader man Sverige i stikken.

Hvor er buskortegerne mod Sverige med markante danske politikere rækkende fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, erhvervsminister Bendt Bendtsen og til markante, drevne EU-parlamentarikere som Torben Lund og Ole Andreasen?

Hvorfor er de ikke ude på de svenske torve og i Tv-studierne for at forklare om ideen bag euroen - nemlig at vi ønsker et samlet, europæisk, indre marked, der kan skabe vækst i hele Europa med en afsmittende effekt hos os selv i Danmark og Sverige?

Svaret er både ligetil og forkert: Man bør ikke blande sig i et andet lands folkeafstemninger, lyder holdningen bag den danske berøringsangst over for den svenske eurodebat.

Netop når det gælder euroen bør nabolande gemme konfliktskyheden langt væk. Euroen er ikke kun af interesse for et enkelt land, men derimod et samlet, europæisk projekt, som især Øresundsregionen vil få enorm gavn af. På den baggrund har Rapidus for længst tonet rent flag til fordel for euroen, men det må samtidig erkendes, at den megen tale om procentgevinster som det vigtigste ved euroen, er trådt alt for meget i forgrunden. Selv om motiverne har været ædle, så skyldes en del af miseren diverse rapporter og udmeldinger fra danske organisationer som Dansk Industri, Handel Transport og Service (HTS) (som er den ene halvdel af Øresund Industri & Handelskammare) og senest har også Øresundsinstituttet begået den samme politiske fodfejl, som danske politikere er skyldige i:

Det store, europæiske perspektiv og hele den politiske ide bag euroen er totalt fraværende i debatten. Man har med en politisk rygmarvsreaktion fundet laveste, folkelige fællesnævner ganske som den gang i 1972, hvor et knebent, dansk flertal sagde ja til EU efter en stribe dagbladsannoncer om, at det blandt andet kunne give billigere køleskabe. Først bagefter meldte man rent ud, hvad det virkeligt handlede om, og en grobund for den kendte, danske EU-skepsis blev lagt ved den tvivlsomme adfærd.

Hvis vi alligevel bliver et øjeblik i Øresundsdebatten, så er den øgede konkurrenceevne og integration, som euroen kunne give, jo kun interessant netop fordi Øresundsregionens kompetencer indenfor eksempelvis IT og biotek er af international karakter og styrke.

Betegnende nok har ingen kompetente institutter lavet dybdegående, økonomiske analyser af, hvad euroen i Øresundsregionen kan betyde for regionen i den internationale og især europæiske konkurrencesituation. Vi er stadig nede i spekulationer om, at et svensk nej til euroen 14. september ingen negative konsekvenser får for dansk erhvervsliv, men at der vil være fordele ved et svensk ja (HTS), og at vi får færre vekselgebyrer (Øresundsinstituttet).

Erhvervsminister Bendt Bendtsen frygter dog ifølge Jyllands-Posten, at et svensk nej til euroen gør det sværere at få danskerne til at stemme ja, og at det er et farligt signal at sende til de 10 nye EU-lande, ligesom det vil være skadeligt for væksten i Øresundsregionen og en trussel mod samarbejdet mellem landene ved Østersøen.

Her er vi med et ret enkeltstående tilfælde inde på sporet, men holdningerne er ikke uddybet og viderebragt til svenskerne i en veltilrettelagt og utilsløret, nødvendig dansk PR-kampagne i Sverige på det indre markeds (og Danmarks og Sveriges) vegne.

Og dermed har der været et skammeligt dansk fravær i den svenske eurodebat.