ScanBalt skaber biotek-campus for Østersøområdet
Bioteknetværket ScanBalt med sæde i København planlægger en virtuel campus, et uddannelsesnetværk fokuseret på biovidenskaber.
En række universiteter og højere læreanstalter omkring Østersøen har modtaget brev med forespørgsel, om de vil medvirke. Ifølge ScanBalts formand Bo Samuelsson på Göteborgs universitet har responsen været god. Positive signaler er blandt andet kommet fra Syddansk universitet og Lunds universitet.
Når svarene på ScanBalts brev er kommet ind, planlægger man blandt andet at ansøge om EU-midler. Til at begynde med handler det om finansiering af projektets planlægning, men på længere sigt drejer det sig også om penge til honorering af de universiteter som stiller lokaler, materiale og personale til rådighed. Hvis økonomien tillader det, vil uddannelsen sandsynligvis starte op i mindre målestok allerede i år.
Tanken med uddannelsesnetværket, som går under navnet ScanBalt Campus, er at udnytte spidskompetencer på forskellige uddannelsessteder for at kunne tilbyde avancerede kurser på en fleksibel måde. Målgruppen er i første række studerende fra de deltagende lande, men Bo Samuelsson understreger, at andre nationaliteter ikke er udelukket.
ScanBalt er en sammenslutning af bioteknetværkene i Østersøområdet, blandt andet Medicon Valley Academy, men også enkelte virksomheder og universiteter er tilknyttet. Arbejdet finansieres af Nordisk Industrifond.