Regionens telekomhelte undgår opmærksomhed

Kort sagt: Når Øresund IT Academy næste uge indkalder til toplederkonferencen Nordic Unwired i Lund, glimrer de fleste af Øresundsregionens førende telekomaktører med deres fravær på talerlisten.

Problemet er større end blot denne ene konference. I det hele taget har sværvægtere som Nokias udviklingscenter i København og Ericsson Mobile Platforms i Lund valgt at holde en ekstremt lav profil til omverdenen. Det vanskeliggør profileringen af regionen som telekomknudepunt og er trist for de partnerfirmaer, der ikke kan fortælle om deres opgaver for giganterne.

Af Thomas Frostberg

Tord Wingren er vel den lysende undtagelse blandt talerne på Nordic Unwired, selv om han i dag sidder uden for regionen i sit job som adm. dir. hos Samsung i London. Med stærke rødder i Øresundsregionen, en mangeårig fortid hos Ericssonkoncernen - blandt andet som Mobile Platforms første adm. dir. - og nu med et nyt, internationalt perspektiv kan han give troværdighed til budskabet om Øresundsregionen som et Telecom Valley.

Nu er konferencens umiddelbare formål ganske vist ikke at sælge Øresundsregionen, men det er noget sløseri, at man ikke kan udnytte lejligheden bedre. Med al respekt for strengt optagede direktører i store selskaber og deres internt udviklede kommunikationsstrategier, så er det på tide, at nogle af giganterne revurderer deres rolle i forhold til nærmiljøet.

Selv om kunderne findes globalt, så er Nokia og Ericsson stadig både vigtige arbejdsgivere og samarbejdspartnere lokalt. I tusindvis af personer er direkte og indirekte berørt af deres aktiviteter i regionen. En lang række lokale teknikselskaber leverer for eksempel forskellige hard- og softwareløsninger til Ericsson Mobile Platforms i Lund, men har stort set aldrig mulighed for at fortælle noget om det. Og skulle de tale over sig, bliver de hurtigt banket på plads igen. Dermed er det svært for udenforstående at se, hvilket omfattende netværk der er vokset op omkring telekomgiganten i Lund.

Nokia i København er om muligt endnu mere hemmelighedsfulde. Selv om den forskning og udvikling, der udføres her, har afgørende betydning for Nokias position på mobilmarkedet, er det stort set umuligt at få noget at vide om, hvad der sker i København. Da Rapidus omsider kunne skrive en lynanalyse om virksomheden (26/9-03), var det efter næsten et års bøvl - og de informationer vi fik adgang til, var yderst begrænsede.

En central person i markedsføringen af Øresundsregionen konstaterer, at selskabernes kommunikation i alt for høj grad styres fra Stockholm og Helsingfors, så det er umuligt at udnytte dem til markedsføringsformål. I en vis forstand er det ganske logisk, men alligevel dumt. Selv de pågældende telekomgiganter ville have gavn af et mere nuanceret billede, der fortæller, at de fungerer som lokomotiv i et af Nordens varmeste telekomknudepunkter. For sådan forholder det sig, viser blandt andet en undersøgelse som analysefirmaet Northstream har udført på vegne af Invest in Sweden Agency.

Rapidus' konkrete forslag er, at samtlige regionens markedsføringsorganisationer sammen med de tungeste politikere lokalt og regionalt ruster sig til en fælles offensiv mod disse og andre hemmelighedsfulde store virksomheder. Målet skal være en aftale, hvor Nokia, Ericsson, AstraZeneca og så videre forpligter sig til på goodwill-basis at deltage i profileringen af Øresundsregionen som eksempel på engagement i det samfund, hvor de opererer og henter deres arbejdskraft.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: