Prescriba i Symbion skal rejse millionbeløb og udvider i Sverige
Det unge Symbion-selskab, Prescriba i København, skal i løbet af i år rejse godt én million kroner ekstra, og et tilsvarende beløb næste år til ekspansion af selskabets ydelser over nettet - typisk til praktiserende læger. Samtidig planlægger Prescriba at udvide med en svensk udgave i år af i første omgang ydelserne indenfor hjertelidelser og rygsygdomme. Det sidste sker i dialog med Verdenssundhedsorganisationen WHO's repræsentant for rygsygdomme, som har hjemsted i Lund. Formentlig kommer der også i år en udvidelse i Norge.
Den ene million i ny kapital er store penge for firmaet med 6 ansatte, og en omsætning på godt fire millioner sidste år, og den ekstra million skal overvejende søges fra fonde. Pengene skal især gå til at udvikle nye sites med opdatering af diagnose og behandlingsmetoder inden for allergi- eller hudsygdomme. Hvilken af sygdomsgrupperne, der lanceres først i år, afgøres de kommende måneder, hvorefter den anden sygdomsgruppe lanceres næste år sammen med den nye kapitalrejsning.
I forvejen har Prescriba tre serviceydelser på nettet: hjertedoktor.dk, rygdoktor.dk og klinikguiden.dk. Hjertedoktor.dk kom til her i april under paraplyen Prescriba, der blev startet i 2000. Indtægterne kommer især fra praktiserende læger og medicinalfirmaer, som abonnerer på sitet. En praktiserende læge betaler omkring 500 kroner om året. 6.000 læger, kiropraktorer og fysioterapeuter og andre behandlere er tilkoblet rygdoktor.dk, der er den ældste ydelse.
Direktør for Prescriba, Anne Lise Frier, konstaterer, at lægerne umuligt kan være 100 procent orienterede på deres område fra artikler og konferencer, og her kommer Prescriba ind i billedet.
Udover opdatering af behandlinger har Prescriba fokusgrupper, en service for kommentarer og firmaet leverer data til den offentlige sundhedsportal, sundhed.dk, samt websites til faggrupper i sundhedsvæsenet.