Pengene sluppet op – life science-firma går konkurs
Life science-firmaet Cartela i Lund er gået konkurs. Virksomheden havde en halv snes ansatte på konkurstidspunktet.
-- Vi har gennem to år ledt efter langsigtet finansiering, men uden held. Primært skyldes det, at der har været lang vej til projektet bærer frugt, siger bestyrelsesformand Sven Holmgren.
Cartela blev grundlagt af forskerne Donald Gullberg og Evy Lundgren-Åkerlund i år 2000. Virksomheden er baseret på forskning til behandling af artrose og andre ledsygdomme. Grundlaget for forskningen er opdagelsen af to proteiner, som har vist sig at have betydning for blandt andet reumatisme.
Sidste år fik firmaet tilført 20 millioner SEK fra de eksisterende ejere og investeringsselskabet Skrindan. Sammen med AB Axel Granlund og Industrifonden ejede Skrindan 80 procent af Cartela. Resten ejedes af grundlæggerne og Teknoseed.
Planen var at få tilført yderligere 100 millioner SEK til videreudvikling af produktet, et monoklonalt antistof, men investorerne trak sig. I efteråret indledte Cartela drøftelser med potentielle samarbejdspartnere, men der er ikke indgået nogen aftale.
-- Flere aftaler er strandet i den sidste fase. Årsagen er, at markedet ligger for langt fremme i tiden samt en vis usikkerhed omkring patentet, siger Sven Holmgren.
Af Sara Assarsson