Otte år efter broens indvielse pendler næsten 18.000 personer dagligt mellem Sverige og Danmark, og alene sidste år flyttede 4.500 sjællændere til Skåne. I dag diskuterer politikerne muligheden af at bygge endnu en fast forbindelse mellem landene, og vi klager over, at arbejdet med at nedrive Øresundsbarriererne går for langsomt. I takt med at infrastrukturprojekter og problemer med skatteregler begynder at blive hverdagskost for regionens indbyggere, hæves stemmerne for at få "de bløde værdier" placeret højere på dagsordenen. Med kulturens hjælp skal vi i Øresundsregionen opbygge en fælles identitet. Men integration og en fælles identitet er ikke noget, man kan presse frem. I virkeligheden er det for en stor dels vedkommende kampen for infrastrukturprojekterne og irritationen over skattespørgsmålene, der væver os sammen.

Af Anna Palmehag

For nogle uger siden holdt Øresundskomiteen sin årlige samling, denne gang over temaet kultur. I løbet af en halv dag blev der holdt smukke taler af blandt andre kulturministrene fra begge lande, om hvor langt vi er kommet fra krigen i 1600-tallet, og hvor mange museer der er i Øresundsregionen. Nogle få konkrete forslag, såsom en øresundsk stiftelse der uddeler midler til kunstnere, blev ganske vist fremlagt. Men stort set handlede dagen mest om at vise sin gode vilje.

Det overordnede budskab på Øresundstinget var, at kulturen burde spille en større rolle i den integrerede Øresundsregion. Svenskerne skal besøge det nye Operahus i København, og danskerne skal tage til Dunkers kulturhus i Helsingborg. Desuden skal udøverne selv mødes og sammen skabe kultur.

Tidligere på foråret har Øresundskomiteen desuden samlet mediefolk fra hele regionen for at fremhæve ideen om et fælles svensk/dansk medium. Politikerne mener åbenbart, at integrationen går for langsomt, og vil fremskynde processen. Men en fælles identitet er ikke noget, man lige presser frem i en håndevending.

På arkitektkontoret 036 i København afholdes netop nu udstillingen SouvenirØresund. Kunstneren Caroline Mårtensson og designeren Patrik Bengtsson har forsøgt at udforme Øresundsregionens symboler og sælger blandt andet spettekaka (typisk skånsk bagværk) skåret ud i form som en bro.

At Øresundsbron er det stærkeste symbol for regionen, kan de fleste nok skrive under på. Det er et positivt symbol for enighed, og det fungerer udmærket som sådan. Men hvad siger det egentlig om Øresund, om os? Ud over at vi hører sammen: ingenting.

Det ligger lige for at forestille sig, at et lands eller en regions identitet er baseret på fælles symboler og traditioner. Men en betydeligt mere grundlæggende faktor for skabelsen af en gruppeidentitet er dem-og-os-følelsen. Når vi føler, at vi hører til en bestemt gruppe, handler det mindre om, hvad vi er, end hvad vi ikke er. Og derfor sammenligner vi os med andre. At være svensk er for eksempel ikke at være dansk og omvendt.

I sammenligningen vælger vi ofte et nærliggende perspektiv. Få spekulerer på, hvorvidt folk i Malmö ligner personer fra Helsingfors, men desto flere ved, at de afgjort er anderledes end indbyggerne i Lund. På samme måde har det været taknemmeligt at male modbilledet af os selv op på den anden side af Sundet. Svenskere er blevet opfattet som stive pedanter, der drikker for meget øl i Nyhavn, mens billedet af danskerne har handlet om hygge, men også om egennyttig og hård forretningssans.

I takt med at pendlingen er øget de seneste ti år, har disse forestillinger ændret sig. Svenskerne er ikke længere dem, der vralter stangstive ned ad Strøget. Det er vores kolleger på sygehuset eller i butikken. Og danskerne er ikke bare dem, der spiser røde pølser og ryger hele tiden. De er forældre med børn i samme børnehave som os.

Det, der bringer Øresundsregionen sammen, er altså delvist, at svenskere og danskere begynder at lære hinanden at kende, gifte sig og få børn sammen. Men integrationen gavnes paradoksalt nok også af de problemer, vi står overfor.

Diskussionerne omkring Øresundsregionen har på det sidste for en stor dels vedkommende handlet om to ting: problemerne med usynkroniseret skatte- og sociallovgivning på tværs af Sundet samt infrastruktur. Emnerne kan virke tekniske, men man skal ikke undervurdere deres betydning for identitetsopbygningen omkring Øresund. Det er os i regionen, som sammen kæmper for, at den svenske og danske stat skal indse fordelene ved en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør. Og det er os i regionen, som sammen forsøger at påvirker staterne til at fjerne grænsehindringerne. Det er os imod dem.

Længe har der i Skåne eksisteret et billede af Stockholm som "de andre", og nu mærker man tendenser til at ville trække Sjælland ind i det skånske vi mod Stockholm. De argumenter, som fremføres, handler for eksempel om, at Stockholm må indse, at de skal investere i Øresundsregionen for selv at tjene på det. Eller om at regionen burde få lov at beholde pengene fra Øresundsbron, når den engang begynder at give overskud. Modbilledet af den danske stat er ikke lige så stærkt - dens centrum ligger jo trods alt inden for regionen.

Det kan ikke nægtes, at der er farer forbundet med den proces, som sætter et vi op imod dem. Samtidig med at Øresundsregionen inkluderes, bliver andre ekskluderet. I virkeligheden er Skåne dybt afhængig af Stockholm og resten af Sverige - betydeligt mere på godt end på ondt.

Derfor bør integrationen støttes, men ikke den indskrænkede regionalisme. At opmuntre kultursektoren på begge sider af Sundet til at samarbejde har mange gode pointer. Men når Danmarks kulturminister Brian Mikkelsen taler smukt om kulturelle samarbejder på tværs af Øresund efter nogle få måneder tidligere at have sagt, at der går alt for mange svenskere på den danske filmskole, så skyder han sig selv i foden. Det er ikke ved at gå i operaen i København eller på Dunkers kulturhus i Helsingborg, at vi lærer hinanden at kende. Kultur, i betydningen kunst, teater og musik, er snarere universel end regional, og det er sjældent, vi taler med sidemanden i operaen. Ikke engang afholdelsen af et dansekursus på tværs af Sundet lader til at have mere end en marginal effekt på integrationen.

I stedet er det, når vi mødes i hverdagen, til tacomiddag eller venter på et forsinket Øresundstog, at vi virkelig bliver rystet sammen. Øresundsindbyggere bliver vi ved at mødes, arbejde sammen og kæmpe på barrikaderne for enklere skatteregler.