Øresundsbrons overskudsprognose udskydes

ØRESTAD. 2008 var året, hvor Øresundsbron for første gang skulle give overskud. Men det var før finanskrisen. Efter faldende biltrafik i august og november regner Øresundsbrokonsortiet nu med, at tilbagebetalingstiden for broen forlænges med fire år.

Trods trafikstigninger på godt fem procent for biltrafikken og ti procent for togtrafikken endte resultatet for 2008 før værdiændringer og valutaeffekter med 61 millioner kroner i underskud. Det er dog en resultatforbedring på 28 millioner i forhold til 2007.

Det var primært finanskrisen, der satte sit tydelige spor på trafikstatistikken. Efter 10-20 procents stigninger i starten af året blev august og november de første måneder siden broens åbning, hvor biltrafikken faldt sammenlignet med samme måned året før.

-- Frem for alt er det fritidstrafikken fra Sverige, der falder, eftersom den danske krone er så dyr. Der har været en vis stigning den anden vej, men den kan ikke kompensere fuldt ud, siger Øresundsbrokonsortiets finanschef Kaj V. Holm.

For at vende trenden indførtes ved årsskiftet specielle weekendrabatter, hvilket har øget biltrafikken i weekenderne i januar med gennemsnitligt 41 procent. Samtidig har konsortiet bestemt sig for fra og med marts at forhøje broafgifterne i svenske kroner med otte procent for at kompensere for den svækkede svenske krone.

Efter at den optimistiske prognose for 2008 er sat i skammekrogen, er konsortiet mere forsigtigt i sine prognoser for 2009. Markedschef Jacob Vestergaards mest pessimistiske scenarium omfatter en trafikreduktion på fire procent.

-- Jeg tror ikke, at trafikken stiger mere end højst to procent i år, siger han til Rapidus.

Finanschef Kaj V. Holm oplyser, at man trods finanskrisen regner med en vis resultatforbedring i løbet af året, men overskud tør man ikke love. Og tilbagebetalingsperioden for selve broen forlænges fra tidligere 30 til 34 år.

Af Erik Olausson

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: