ÖresundsBorger går efter 1.000 medlemmer i år
Den første folkelige protestbevægelse mod Øresunds-barrierer¸ Foreningen ÖresundsBorger, går efter at få 1.000 medlemmer i år. De første 100 har allerede meldt sig ind efter den stiftende generalforsamling for få uger siden den 8. januar.
-- Øresundsintegrationen svigter så snart vi kommer længere ned end det øvre niveau. Vi mærker som borgere ikke at der sker noget, forklarer næstformand i foreningen, Martin Thygesen.
En anden årsag til stiftelsen er dels, at der nu bor 20.000 danskere i Skåne med en forventet vækst til op mod 45-50.000 de næste fem år - og dels, at Danmark har et stort behov for svensk arbejdskraft. Af de første 100 medlemmer er ca. 85 danske og 15 svenske.
-- Men vi vil meget gerne have fat i flere svenske medlemmer, siger danskeren Martin Thygesen, som bor i Malmø og arbejder hos Nordea i Høje Taastrup ved København.
Foreningen sætter nu hvervekampagner i gang. Det sker blandt andet via flyers uddelt ved Øresundstogene. Foreningen går også i dialog med det øvre niveau og eksisterende organisationer som Öresundskomiteen og Øresund Network. Dertil skal der holdes møder med borgmestrene Ritt Bjerregaard og Ilmar Reepalu i København og Malmø.
Arbejdsgrupper i foreningen tager sig nu af fem områder:
1) Transport og kampen mod den nye prispolitik for Øresundsbron, som foreningen kalder integrationsfjendsk.
2) Skat - herunder at danske borgere bosat i Sverige, og med arbejde i Danmark, ikke får lov at betale kommuneskat i Sverige til den offentlige service, men i stedet hvirvles ind i et uigennemskueligt system mellem den danske og svenske stat.
3) Borgerret - herunder tab af demokratiske rettigheder som stemmeret i oprindelseslandet - på trods af, at man betaler indkomstskat i oprindelseslandet, når man bosætter sig på den anden side af Sundet.
4) Arbejdsmarked - herunder usikkerhed om retsstillingen på offentlige forvaltningsområder som A-kasse- og pension, og vejledning om offentlige service.
5) Fritid og kultur - herunder at øge kultursamarbejdet og undervisningen i begge landes sprog, kultur og historie.
Af Keld Broksø