Øresund viser to forskellige ansigter på Cebit

Af Thomas Frostberg

CEBIT, HANNOVER. Starten på Cebit-messen har endnu en gang været domineret af mobiltelefonkrigen mellem Ericsson og Nokia og deres nye modeller. I det mindste i nyhedsformidlingen herhjemme.

Men i messehallerne drukner selv telegiganter i den enorme, vrimlende myretue, som Cebit er med sine 8.000 udstillende virksomheder, mere end 800.000 gæster og 11.000 journalister på plads.

Her findes virkelig alt mellem himmel og jord, selv om det seneste års udtynding i IT-branchen har mindsket antallet af teknisk avancerede løsninger uden praktisk anvendelse. Det skorter dog ikke på eksempler - f.eks. lancerer en Gøteborgvirksomhed en ”nødvendig” ydelse til fremtidens mobiltelefoner: Se ikke bare hvem der ringer, men få også personens egen hjemmeside - phonepage - op på din mobiltelefon. Held og lykke!

Set ud fra et Øresundsperspektiv er der særlig to ting, som er værd at bemærke:

1) Antallet af skånske IT-selskaber på Cebit svarer omtrent til antallet af firmaer fra Sjælland, 20-25 stykker hver. Også når man kigger på børsnoterede selskaber, er der stadig balance, selv om København burde have et naturligt forspring som hovedstad.

2) Mens de skånske selskaber er koncentreret omkring telefoni, befinder de fleste danske virksomheder sig i softwarehallen på messen.

Det er naturligvis vanskeligt at drage konklusioner om IT-branchen i Skåne og på Sjælland udelukkende ud fra, hvilke virksomheder der er repræsenteret på Cebit. Men samtidig er det det billede, som Øresundsregionen viser frem for omverdenen på verdens største IT-messe.

Hvis det passer, i store træk, at regionens IT-virksomheder er så forskelligt orienterede på de forskellige sider af Sundet, så kunne det være en mulig forklaring på den lave grad af Øresundsintegration i IT-branchen. Ganske vist købte Mærsk Data i den forgangne uge Framfabs kontor i Ideon i Lund, og flere danske IT-virksomheder rekrutterer netop nu skånske ingeniører, men den overordnede tendens er alligevel en stor videnbarriere midt i Øresund.

Med forskellige nicher er det ikke så underligt, eftersom virksomhederne så ikke mødes i samme udstrækning på fagmesser eller som konkurrenter i de daglige aktiviteter.

Annette Larsen fra IT-Brancheforeningen, som er en af arrangørerne bag den danske samlingsstand i softwarehallen, mener at tesen er interessant og giver anledning til en række nye spørgsmål - og muligheder - for Øresund.

For telefoni og software er på ingen måde adskilt fra hinanden; tværtimod har de et stærkt behov for at samarbejde. Det kunne blive en styrke for Øresundsregionen i IT-sammenhæng, forudsat at vi indser, at det drejer sig om at få et samarbejde i gang på tværs af Sundet mellem to delvist forskellige IT-brancher.

Et andet tydeligt tegn, som vi ikke kan undgå at bemærke, er Lund Kommunes fravær på Cebit. Det mangler ikke Lundvirksomheder på messen, tværtimod. Både det børsnoterede C Technologies med datterselskab og Doro er her.

Derimod medvirker Lund ikke i samarbejdet mellem otte svenske kommuner, som betaler for, at en 2-3 unge IT-firmaer fra hver kommune kan få en chance for at præsentere sig på messen. Udgiften for Lund Kommune ville have været omkring 50.000 svenske kroner, oplyser arrangørerne. Helsingborg og Malmø har dog råd, selv om Malmøs nye teknikpark Andra Varvet måtte melde afbud i sidste øjeblik, efter at ejerne, Malmø by og ejendomsselskabet Wihlborgs, uventet satte projektet på standby ved månedsskiftet.

-- Lunds erhvervspolitik er også for os en velbevaret hemmelighed, siger en repræsentant for en af de otte kommuner, som har set lokale virksomheder få succes efter at have fået chancen for at præsentere sig på tidligere Cebit-messer. I nogle tilfælde har disse virksomheder deres egne stande i år.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: