Ørestad er en succes – men den kan blive bedre endnu

Kort sagt: 10 år efter Ørestadsplanerne kom, så er Ørestad blevet en tordnende succes - understreget af to aftaler i januar måned. Og det endda uden et internationalt fyrtårn til at tegne profilen. Spørgsmålet er, om det kan blive endnu bedre?

Ja, det kan det; Midlerne er bedre infrastruktur som en havnetunnel, bedre image og en bedre signaleffekt overfor udlandet om hele Øresundsregionens potentiale.

Af Keld Broksø

For godt 10 år siden fik finske arkitekter (ARKKI) opgaven at danne grundlag for planlægningen af Københavns nye bydel Ørestad. Direktør for Ørestadsselskabet, Jens Kramer Mikkelsen, blev den gang som Københavns overborgmester til grin i en del af pressen. Dagbladet Politiken skrev om ”Kramers luftkasteller”, men den der ler sidst ler som bekendt bedst.

Bygninger er skudt op, og virksomheder flyttet ind i et tempo, som ingen havde forestillet sig: I 2002 stod Københavns Universitets bygning klar. I 2004 flyttede de første beboere ind i Karen Blixen Parken i Ørestad Nord - og indkøbscentret Fields åbnede. Sidste år flyttede Medtronic og UCB Pharma Nordic til Ørestad. Ørestad er ikke længere ”bare” et projekt - det er en bydel. Rapidus kan nu stille spørgsmålet, om det så var i den form vi ville have den bydel?

Ørestad har hverken en grande arche som i Paris - eller en Turning Torso som Malmø - til at gøre Ørestaden verdensberømt. Formålsparagraffen i helhedsplanen er kun opfyldt delvist - nemlig at gøre ”Ørestad til en moderne, grøn bydel med arkitektur i international særklasse.”

Kun Tietgenkollegiet, som er cylindrisk og enestående med kobber og træbelægning på facaden rejser sig med arkitektonisk vovemod sammen med VM husenes 221 utraditionelle lejligheder. Trods Ferrings 80 meter høje hus, så rejser heller ikke det sig i forhold til Turning Torsos 190 meter. Det kedelige, retlinede fortsætter i Danmarks Radios prestigebyggeri, hvor man må undre sig over, at fremtidens by er en firkantet karre.

Alligevel er Ørestaden en tordnende succes salgsmæssigt - og Ørestad skal nok klare sig. Det blev understreget i januar måned. Først forpligtede svenskejede NCC sig til de næste fem år til at bygge 230.000 etagemeter i Ørestad med hoteller, butikker og kontorer. Dernæst blev jorden til det største boligbyggeri i København i 50 år solgt for et par uger siden. 2.000 boliger til 10.000 mennesker skal bygges i Ørestad Syd - i alt 190.000 etagemeter, som skal udvikles af bl.a. Areea Ejendomsudvikling og Kuben.

Januar-aftalerne er et gennembrud for Ørestad, for dermed er godt en tredjedel solgt - eller sagt med tal på: 1,1 mio. af de i alt 3,1 mio. etagemeter. De to opsigtsvækkende aftaler kommer endda lige efter, at Ørestadsselskabet samlet i 2005 afsatte et rekordstort antal byggegrunde - bl.a. til et kommende ”World Trade Center” på 125.000 kvadratmeter med bl.a. tre højhuse på 20 etager. København har virkelig fået en ny bydel i vækst i den fem kilometer lange, og 600 meter brede slipseform midt ned gennem Amager.

Udviklingshorisonten er hele 20 til 30 år, hvorpå 60.000 skal arbejde, 20.000 skal bo og 20.000 skal studere i Ørestad.

En eksplosiv udvikling blev forudsagt allerede for et år siden af det internationale ejendomsfirma Sadolin & Albæk, som mener Ørestad skal forvente at overgå to udenlandske projekter. Det er Canary Warf i London og La Défence i Paris. Notatet konkluderer, at Ørestad får antallet af etagemeter til at overstige, hvad de to udviklingsområder byggede på et tilsvarende tidspunkt.

Tilbage er især tre barrierer, som bremser Ørestads fordele i at give fuld valuta for pengene:

* Adgangen til Ørestad sker - med mindre man kommer fra syd eller fra Malmø - uundgåeligt gennem Københavns trafikkaos, og der mangler en aftale om en 12 kilometer havnetunnel til 18 mia. kr. under Københavns Havn til at tage trafikken. Politikerne har nu fem forslag til tunnelen, men en beslutning haster: Uden en tunnel vil der i 2045 være 30-40 % mere trafik i København. Og det går ud over Ørestadens fremtid.

* Ørestaden er stadig ikke ”fin” nok. Bl.a. advokater ligger nordpå i København, mens IT og tele er sydpå i dag. Til gengæld er Ørestadens adgang til Købehavns Lufthavn unik. Det gør Ørestad attraktiv for internationale virksomheder. Men det skodagtige image skal væk før også Øresundsregionens advokater og finansimperier finder Ørestad attraktiv. Det kræver netop arkitektur i verdensklasse og bedre infrastruktur.

* Og endelig er Ørestads integration med Øresundsregionen mangelfuld. Først og fremmest på markedsføringssiden til udlandet, hvor det endnu ikke er til at få øje på fælles fremstød for eksempelvis Västra Hamnen og Ørestad, som ellers går efter samme segment i kundetyper blandt virksomheder og boligsøgende. Hvis en række af de kendte barrierer kom væk ville flere organisationer og virksomheder tilmed kunne nøjes med én afdeling - enten i Ørestad eller Malmø - frem for at flere deles på hver side af sundet i dag.

Ørestad er en succes - men den kan blive bedre endnu.

Øvrige fakta om Ørestad:

* Ørestad har fire kvarterer; to er under udvikling i Ørestad Nord og Ørestad City. Når de er bygget skal grunde i de to andre kvarterer sælges i Amager Fælled kvarteret og Ørestad Syd. Ved at bygge i etaper undgås, at Ørestad er en stor byggeplads i flere år. Søer, kanaler og vandbassiner binder kvartererne sammen.

* Veje og kanaler koster alene 1,3 milliarder kroner.

* 60 % bruges til erhverv, 20 % til boliger og 20 % til øvrige formål (kultur, idræt m.m.)

* Ørestadsselskabet ejes af staten (45 %) og Københavns Kommune (55 %).

* Ørestadsselskabet har salgsaftaler med bl.a. NCC, Københavns Universitet, DR Byen, Kulturministeriet, Fields, Ferring, Telia, Amager Hospital, KLP Ejendomme A/S, IT-Universitetet, Karen Blixen Parken, Company Park, Tietgenkollegiet, Bikuben Kollegiet, Keops Development, Solstriben, PensionDanmark, Københavns Kommune (gymnasium, skole, institution), Parkhusene, VM husene, Fælledhaven, Universitetshaven, Københavns Energi, Porthuset, KSB, KAB, Signalhuset, City Husene, Copenhagen Golfpark, Sjælsø Gruppen A/S, Kuben Byg A/S, Arkitektgruppen Odense og AAB (seniorboliger).

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: