Nyt forskningsfirma vil forebygge skader efter operationer
Det børsnoterede metalpulverfirma Höganäs' tidligere adm. dir. Claes Lindqvist går ind som medejer i det Lundbaserede forskningsselskab Bioactive Polymers. Blandt grundlæggerne er to af forskerne bag functional food-firmaet Probi i Lund.
Bioactive Polymers arbejder med en metode til at forebygge uønsket sammenvoksning af væv i forbindelse med operationer. Ideen er, at to forskellige bioaktive polymerer skal sprayes på sårfladerne og derved mindske risikoen for, at de vokser sammen.
I forskellige trin skal projektet nu tilføres 600.000 SEK. Claes Lindqvist, grundlæggerne samt de tidligere medejere Lunds universitets holdingselskab LUAB og Entreprenörskompetens i Lund deltager i nyemissionen, oplyser Bioactive Polymers bestyrelsesformand Mats Johnsson, som også ejer Entreprenörskompetens.
I løbet af 2008 skal Bioactive Polymers forberede sig på kliniske studier med det mål senere at registrere produktet som et medicinsk hjælpemiddel.
Af Kristian Svensson