Ny bio-organisation – ScanBalt – skal række fra Oslo til Baltikum
Med forskningsdirektør fra Novo Nordisk, Børge Diderichsen, som en af drivkræfterne er flere aktører ved at skabe en større bio-organisation end Medicon Valley Academy (MVA). Den ny organisation, ScanBalt, skal række fra Oslo til Baltikum, og vil bl.a. omfatte MVA.
-- Projektet er langsigtet. Vi samler nu de interesserede, fortæller Børge Diderichsen.
Et af formålene med ScanBalt er at komme forskermanglen til livs i Øresundsregionen.
-- Alene vores virksomhed kan ansætte stort set alle nyudklækkede ph.d.´ere i Danmark inden for vores område. Det er oplagt at trække på hele Østersøområdet, siger Børge Diderichsen.
MVA´s direktør, Bent Christensen, mener ScanBalt bliver et varmt emne ved 1st Baltic Biotech Forum, som arrangeres af MVA og BioTechnikum Greifswald 8.-9. november i Nordtyskland. Flere bioregioner, som kan være interessante for ScanBalt, deltager. Det drejer sig ud over MVA om:
- Nordtyske Biocon Valley, som har ytret interesse for at være med i ScanBalt.
- Det samme gælder bioområdet ved Åbo i Finland.
- Blandt talerne ved 1st Baltic Biotech Forum er formanden for det estiske genomprojekt. Estland vil blandt andet på grund af det projekt være interessant for ScanBalt.
- Bent Christensen har netop besøgt Hammer i Norge, som har en udviklingsstrategi for biotek. Hammer vil også i et Østersøsamarbejde, og folkene fra Hammer kommer på genvisit hos MVA dagen før 1st Baltic Biotech Forum.
- Endelig har Oslo og Göteborg Universiteter i samarbejdet MedCoast henvendt sig til MVA for at indlede et samarbejde omkring Østersøen.