Ny adm. dir. for Jostra i Lund efter knopskydning
Jostra AB i Lund får ny adm. dir. Han hedder Erik von Schenk og kommer fra Emotron, som producerer udstyr til drift og overvågning af elektromotorer i maskiner. Den tidligere adm. dir. Lennart Sjölund forlader virksomheden for at starte knopskydningsfirmaet Jolife AB.
Jostra er også et knopskydningsfirma. Det blev dannet i 1988, da Jostra AG købte Gambro Cardio-divisionens hjertelungeaktiviteter.
Jostragruppen fremstiller og sælger produkter til hjertekirurgi. Jostra AB står for gruppens maskinaktiviteter (hjerte-lungemaskiner). Disse aktiviteter har udviklet sig kraftigt de senere år, og har nu 18 procent af verdensmarkedet. I år forventes omsætningen at stige med 70 procent.
Stigningen skyldes delvist, at Jostra AG i september sidste år købte den amerikanske konkurrent Baxters aktiviteter inden for hjertekirurgi. Købet indebar, at gruppens omsætning voksede med 140 millioner D-mark, og staben med godt 600 ansatte. I år regner Jostragruppen med at omsætte for 270 millioner D-mark, hvilket er næsten en fordobling. Hovedmarkederne er USA og Tyskland.
Antallet af medarbejdere i gruppen er over 1.100, heraf 40 i Lund. Jostra AG har i år startet et optionsprogram for de ansatte.
Lars Sunnanväder, Jostras grundlægger, ejer 80 procent af Jostragruppen, Skandia Investment har 10 procent, og resten af aktierne ejes af privatpersoner.