Medscand ny storejer i Dignitana
Medicoteknikvirksomheden Medscand Medical AB i Malmø går ind med fem millioner svenske kroner og får 25 procent af ejerskabet i Dignitana AB, som indtil nu har holdt til i Ideon i Lund. Pengene skal blandt andet anvendes til at aktivere markedsføringen i USA.
Dignitana flytter til Medscands hovedkontor i Limhamn i Malmø. Medscands adm. dir. Jan Johansson bliver også adm. dir. i Dignitana, i første omgang for et år. Øvrige ejere i Dignitana er cancersygeplejersken Yvonne Olofsson, ingeniøren John Kern i Danmark og venturekapitalselskabet TeknoSeed AB i Lund, alle med 25 procent hver.
Dignitana AB har udviklet et nyt system til afkøling af hårbunden for at modvirke håraffald i forbindelse med kemoterapi. Bag ideen til produktet, kølehuen DigniCap, står Yvonne Olofsson. John Kern har udviklet DigniCaps styre- og reguleringssystem. En helt ny model af kølehuen, med dansk design, lanceres i starten af april.
-- DigniCap har vist interessante resultater, og vi tror også, at huen kan have andre anvendelsesområder, siger docent Nils Stormby, ejer af Medscand-gruppen hvor Medscand Medical indgår.
Det største potentielle marked findes i USA, men inden den kommercielle lancering dér skal kølehuen godkendes af FDA, Food and Drug Administration. Huen skal afprøves klinisk på Johns Hopkins-hospitalet i Maryland.