Mathiesens CellPoint køber høreapparater for 24 millioner

Det dansk/svenske elektronikfirma CellPoint Connect ekspanderer inden for området øresnegle. Virksomheden køber Microsound i Silkeborg, som sælger bittesmå høreapparater. Handlen har en værdi af cirka 24 millioner svenske kroner.

CellPoint, noteret på Aktietorget, betaler opkøbet med seks millioner nye aktier. Microsounds ejer - med ventureselskabet Vecata Invest og industrifamilien Hede-Nielsen i spidsen - bliver dermed en betydelig medejer i CellPoint, som ledes af den danske IT-iværksætter Michael Mathiesen.

Microsound har udviklet et høreapparat, der kun er lidt større end en almindelig øreprop. Et sporty design skal tiltrække personer, der ikke kunne finde på at købe traditionelle høreapparater.

-- Begrebet høreapparat er stigmatiseret, siger Microsounds adm. dir. Ole Lund, der mener, at det uudnyttede marked har en værdi på over 50 milliarder svenske kroner årligt.

Hidtil er der solgt et par tusind enheder af den minimale lydforstærker, primært i Frankrig og England. Virksomheden giver underskud, men CellPoints bestyrelsesformand Michael Mathiesen tror på synergieffekter mellem selskaberne og besparelser inden for produktion, udvikling og salg.

Han mener endvidere, at høreapparater vil blive mere almindelige i fremtiden. Mathiesen forudser en udvikling svarende til den, brillerne har gennemgået. Hvis ikke sundhedssektoren var involveret i anskaffelse af briller tidligere, så var en optiker det i det mindste. I dag kan man købe briller på tankstationen.

I dag er CellPoints store produkt et trådløst mobil-headset. Stereohøretelefoner med og uden bluetooth er under lancering. Med en række tunge tabsår bag sig har det godt tyve personer stærke firma nu afgivet en prognose, der indebærer sorte tal på bundlinjen i år.

-- Vi overvejer en ny finansieringsrunde for at kunne vokse. Vi har kontaktet en rådgiver i London, der skal hjælpe os ind på børsen i London. Det skal ske inden for de kommende tre til seks måneder, siger Michael Mathiesen.

Virksomheden har i disse dage præsenteret ansættelsen af Steen Rønholt som ny salgsdirektør. Han har tidligere arbejdet hos Motorola, senest som chef for salget af mobiltilbehør. Rønholt skal have base i København, mens selskabets formelle hovedsæde findes i Stockholm.

Microsound blev grundlagt for fem år siden og beskæftiger seks personer. Firmaet samarbejder med blandt andet Aalborg universitet inden for forskning i støjreduktion. Fremstillingen af høreapparaterne skal nu foregå hos CellPoints underleverandør i Kina.

Af Kristian Svensson

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: