Logitech: Vi sælger 100.000 Anotopenne i år
Amerikanske Logitech, global producent af PC-tilbehør, har hidtil solgt i titusindvis af digitale penne fra Anoto I Lund. Det oplyser Chris Bull, chef for Logitechs enhed Digital writing, som arbejder med Anototeknikken.
-- I år sælger vi 100.000 penne eller mere. Derefter forventer vi at fordoble antallet i løbet af næste år, siger Chris Bull.
Han skønner, at Logitech står for 50-75% af det samlede salg af Anotopenne. Pennen lagrer og videresender håndskreven tekst til en computer eller mobiltelefon. I øjeblikket sælges mange af Logitechs penne til forbrugermarkedet, men de store indtægtsmuligheder ligger på erhvervssiden. Afgørende for succes bliver derfor, at Anototeknikken kobles til forretningskritiske dele af virksomheden, såsom kundesystemer og dokumenthåndteringssystemer. Her ventes Logitech at lancere et vigtigt samarbejde i løbet af de nærmeste måneder.
For hver solgt pen tjener Anoto omkring 100 svenske kroner. Når pennen derefter anvendes i en virksomhedsløsning med eksempelvis blanketter, får Anoto en slags abonnementsindtægt på 30-60 kroner per pen og måned.
Hidtil kommer Anotos indtægter næsten udelukkende fra de indledende licensomkostninger på 1-20 millioner kroner, som større partnervirksomheder betaler, når de indleder udviklingsprojekter med Anoto. Det store indtægtspotentiale ligger derimod i abonnementsgebyrerne, som gradvist vokser, i takt med at flere virksomhedsløsninger lanceres. Normalt tager det et år fra starten af et udviklingsprojekt til en ny tjeneste lanceres på markedet.