Kunstig ledkapsel fra Bispebjerg i ny virksomhed
Bispebjerg Hospital i København og innovationsmiljøet NOVI Innovation har sammen stiftet et selskab med navnet Hopro A/S. Virksomheden skal udvikle en ny type hofteprotese opfundet af ortopædkirurgen Jesper Hvolris fra Bispebjerg Hospital og klejnsmeden John Bøgh Hansen.
Opfindelsen har en ny del, som adskiller den fra dagens proteser en kapsel som holder ledhovedet på plads i hofteskålen. Det mindsker risikoen for, at hoften går af led ved store bevægelser og skal øge patientens bevægelsesfrihed og sikkerhed. Kapslen vil blive fremstillet i et plastmateriale, og målet er at udlicensiere teknikken til et større protesefirma om et års tid.
Hopro har ingen fastansatte medarbejdere, men står selv for udviklingsarbejdet med bistand fra konsulenter ved Danmarks Tekniske Universitet og Forskningscenter Risø. NOVI Innovations venturefond LicFond har indskudt noget over en million danske kroner i selskabet.
Adm. dir. for Hopro er Poul Kvist, projektchef hos NOVI, og bestyrelsesformand er Erik Kromann, innovationsmiljøets adm. dir.