Københavnske Podio fordobler i San Francisco
Siden venturefirmaet Sunstone Capital i februar skød 22 mio. kr. i det københavnske it-firma Podio til produktudvikling og teamopbygning, så er turen nu kommet til ekspansion og fordobling i San Francisco. Det melder it-iværksætteren og CEO Tommy Ahlers i telefonen fra USA, hvor han netop nu forbereder udvidelsen.
Som led i en global strategi bliver medarbejderstaben nu fordoblet fra 5 til 10 i USA. Samtidig er det europæiske marked mættet indtil videre med en gruppe ansatte, som er øget til 17 i alt i København, fortæller Tommy Ahlers.
Den dækning omfatter også det svenske marked, hvortil bl.a. tre svenskere for nylig er ansat.
- Derfor får vi heller ikke behov for et svensk kontor, når København er så tæt på Malmø. Tanken er også, at vi skal arbejde på tværs af hele Europa fra København, og af samme grund kommer vores 17 medarbejdere fra hele 11 nationaliteter, fortæller Tommy Ahlers.
Podio gik i luften i for et år siden, og firmaet har allerede fået flere hundreder betalende organisationer som brugere til sin samarbejdsplatform, der er kaldt Facebook for virksomheder. Podio samler en virksomhedsgruppes kommunikation, der i dag typisk kører via mails og chat, ét sted i en løbende strøm, hvor også ansvarsfordeling og kalenderfunktioner er tilknyttet. Også en iPhone og android applikationer er skabt, og produkterne forbedres med løbende updates. I morgen eftermiddag offentliggøres dog to tillægsfunktioner, oplyser Tommy Ahlers.
Podio har netentreprenøren Thomas Madsen-Mygdal som medstifter, og Tommy Ahlers har kastet sig over Podio efter han for tre år siden solgte firmaet ZYB til Vodafone for 230 millioner DKK.
Af Keld Broksø