Knopskydning fra Rigshospitalet får ny kapital fra Novi
Biotekselskabet Cym1P, en knopskydning fra Rigshospitalet, har fået tilført ekstra kapital. Det er innovationsmiljøet Novi Innovation, som har indskudt yderligere midler til opskalering af virksomhedens teknik. Novi Innovation har allerede gennem sin egen venturefond LicFond investeret et hemmeligt beløb, over en million kroner, ved virksomhedens start for et år siden.
Cym1P arbejder med en metode, der skal anvendes ved fremstilling af farmaceutiske proteiner i gærceller. Metoden skal øge processens produktivitet. Flere detaljer om teknikken vil selskabet ikke give, eftersom man befinder sig i en følsom patentfase. Ifølge Erik Kromann, Novi Innovations adm. dir. og bestyrelsesmedlem i Cym1P, er planen at udlicensiere teknikken til et større biotekfirma allerede i løbet af andet halvår 2004.
Etableringen af Cym1P fandt sted i samarbejde mellem Novi Innovation og Rigshospitalet. Hospitalet bidrog med rettighederne til projektet, mens innovationsmiljøet står for kapitalen. Virksomheden har to ansatte, hvoraf den ene, Lars Jønson, er en af forskerne bag metoden.