Klumpfisk i Øresund

Kort sagt: Dampen er gået af Øresundsdebatten på den danske side i de kommunale og regionale valgkampe. Visionerne er væk. Mens tirsdagens valg som ventet gav socialdemokraten Frank Jensen Københavns overborgmesterpost, så ser Rapidus på klumpfisk i Øresund. Forklaring følger. Rapidus har seks bud på, hvordan Øresund igen får en dansk, politisk bevidsthed.

Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus.

Den vandmandspisende, venlige og fantastiske klumpfisk er sjælden. Der går ofte ti år mellem, at kæmpefisken ender i Øresund. Det lærte Rapidus denne uge, da vi lavede en uvidenskabelig undersøgelse af Øresunds-elementer i den danske, kommunale og regionale valgkamp, som sluttede tirsdag; Vi googlede ordene "kommunalvalg - Øresund - 2009". Fluks røg artiklen »Jubel over klumpfisk i Øresund« til tops. Klumpfisken på en meter blev efter fangsten omtalt på Danmarks Radios hjemmeside 5. oktober, men intet om valgene indgik. Heller ikke andre historier handlede om både Øresund og kommunalvalg. Gennemgang af partiprogrammer og udtalelser? Heller intet resultat! - Bortset fra uhyre få, ukonkrete meldinger om "styrket integration".

Det gjaldt også hos formanden for Øresundskomiteen og Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen. Hun så efterfølgende en lang karriere kastet i grus, og blev væltet af Socialistisk Folkepartis Andreas Røpke. Han indgik overraskende aftale med de borgerlige, der derfor formentlig fastholder Venstres Jørgen Christensen som formand for Vækstforum, der har fokus på innovation. Problemet er også her, at den fokus ikke rækker over Øresund.

Kun presset af Rapidus kom Frank Jensen, som er Københavns nye, socialdemokratiske overborgmester, med fem bud på Øresundsintegration for tre uger siden her i Rapidus. Men, men: Det gælder vinklingen, hvis Øresund skal handle om andet end klumpfisk: Vælgerne skal kunne se, at fremgang for Øresundsintegrationen betyder fremgang for dem. Og det skal kommunikeres.

Klumpfisk er den tungeste benfisk med en vægt på op til over to ton, men det er tungere argumenter, der skaber revitalisering af den politiske Øresundsdebat. Rapidus giver her seks bud på, hvor det kan ske med udgangspunkt i Frank Jensens svar til Rapidus i de fire første forslag.

* Frank Jensen vil fastholde arbejdspladser i Københavns Lufthavn med en rutedestinationsfond. Men ruter kommer ikke via stats- eller fondsstøtte. De kommer, hvis de kan betale sig. Men argumenterer Frank Jensen eller andre politikere for at fjerne de gigantiske skatter på billetter fra København? Nej - til trods for, at den sag er der både stemmer og flere flyveruter i!

* Frank Jensen vil samle markedsføringen af regionen i én international enhed. Indrømmet - det er der ikke stemmer i! Men der er stemmer i arbejdspladser, og det handler markedsføring også om. Beskær snæversynet i Copenhagen Capacity og skab en Oresund Capacity.

* Frank Jensen har holdt møder om muligheden for flere kongresser i Øresundsregionen. Ja, det er der arbejdspladser og stemmer i, hvis man bliver konkret og ambitiøs - og breder mulighederne ud. Sæt navn på de begivenheder, som regionen kan eller vil tiltrække. Begynd med sport, som er populært og vælgervenligt. EM og VM lyder godt.

* Frank Jensen vil have svenske virksomheder til København. De kommer, hvis de kan tjene penge, men den aktive indsats kan ikke klares fra en bod på Stortorget. København skal målrette indsatsen og betale for den. Og København skal presse regeringen for at harmonisere skatterne. Som mindstemål en halvering af den danske moms på 25 % på fødevarer og hotelophold, så momsen svarer til den svenske, og vi får en reel prissammenligning.

* Titusindvis af danskere handler i Sverige pga. lavere moms og valutakurs. Det giver også et wake-up-call til dansk erhvervsliv og offentlige indkøbere. Tør Frank Jensen (eller andre) anbefale at sænke broafgiften som middel til mere prissammenligning og Øresundsintegration?

* Og så er der dobbelt pris på biler i Danmark. Her må lokale, danske politikere bede om en sænkning af statsafgifter som bidrag til harmonisering omkring Øresund.

De seks forslag kan skabe nyt liv i Øresundsdebatten. Det er nødvendigt for klumpfisken døde desværre 7. oktober. Den står nu udstoppet på Zoologisk Museums lidt støvede samling. Vi beder til, at dem, som i dag kalder sig danske Øresundspolitikere, ikke ender som klumpfisk i Øresund.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: