Kendt Malmöborger bag nyt designarrangement til efteråret

Hvad er forbindelsen mellem Region Skåne, community-sitet Facebook og den Amsterdambaserede designer Satyendra Pakhale? Svaret er Designboost, et nyt designmøde som afholdes i Malmö om godt en måned. Grundlæggerne er Malmös egen designguru David Carlson, skaber af møbel- og modebutikken David Design, og Peer Eriksson der driver kommunikationsbureauet Peer Communication. Region Skåne og Malmö stad bidrager med knap en halv million SEK hver til arrangementet.

-- Vores drøm var at indbyde svenske designorienterede firmaer og skabe et uformelt mødested for dem, siger David Carlson.

Hidtil har det dog været svært at lokke virksomhederne til. Arrangørerne har blandt andre været i kontakt med Volvo, Ikea, Sony Ericsson og TetraPak. Ifølge David Carlson er mange interesserede i at deltage - men ikke nu.

-- Der findes ikke rigtig noget tilsvarende inden for designsektoren. Vi kombinerer forelæsninger, udstilling og workshops og forsøger desuden at opbygge et netværk mellem deltagerne. Lige nu vil alle deltage næste år, når de har set, hvordan det går...

Blandt årets talere er foruden Satyendra Pakhale designforskeren Jennifer Leonard fra Palo Alto i Californien. Arrangementet løber over tre dage, hvor den første kun er åben for godt hundrede indbudte virksomhedsejere, designstuderende og såkaldte "boosters"; alt fra materialeforskere til etnografer. Efter mødet kan deltagerne indgå i en lukket gruppe på Facebook, hvor de kan holde kontakten frem til næste arrangement. I morgen åbner Designboost eget website, hvor offentligheden kan tilmelde sig til foredrag og debatter. Adgangsbilletten koster fra 1.300 SEK, og David Carlson regner frem for alt med gæster, som arbejder professionelt med design og strategispørgsmål. Årets tema er holdbart design.

-- Tidløst design af høj kvalitet er i allerhøjeste grad holdbart. En Arne Jacobsen-stol for eksempel bliver jo ikke smidt i containeren, men arves eller sælges videre, siger David Carlson.

Af Lisa Kirsebom

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: