Innovationsstrategier har tabt de gode ideer

Kort sagt: De nye danske og svenske innovationsstrategier handler ikke om, hvad innovation går ud på: At få en god ide og få den udført. Rapidus var på Roskilde Festival og fik troen på den gode ide igen. Innovationsstrategerne på tværs af Øresund kan lære meget af fire dage på festival.

 

Af Keld Broksø, Københavnsredaktør

 

Nordeuropas største musikfestival, Roskilde Festival, bruger op mod måske 10 tons skruer om året til bl.a. boder og scener. Alt stålet fra skruerne skal smides ud igen efter første uge i juli. Det er skidt for miljøet og økonomien. ”Gør noget!” bad festivalen ingeniørstuderende på DTU - Danmarks Tekniske Universitet. På fjerde år har de to parter fået et stadig tættere samarbejde, og 120 studerende arbejder nu på at løse problemer for 100.000 gæster og medarbejdere. Det er en smeltedigel af innovative ideer med den gode nyhed, at flere af dem bliver til vækstvirksomheder.

 

Skruerne sorteres nu i et pilotprojekt via et billedprogram: Skruerne hældes i maskinen og falder i en rille, så hovedet er synligt for et kamera, som noterer størrelsen. Derpå falder skruen ned i et rør, der drejer hen mod en kasse, hvor skruer af samme størrelse kommer i. Skruer er dyre, og perspektiverne til byggepladser er store, mener de ingeniørstuderende. Grundlaget for en virksomhed er skabt: Den gode ide. Roskilde Festival har mange gode eksempler. De sætter indirekte fingeren på, hvad der er galt med den danske innovationsstrategi, som kom i foråret, og den svenske strategi fra sidste år med justeringer dette forår: Strategierne er papirtigre.

 

De taler om klyngesamarbejder, fondsmidler, universitets- og offentligt/privat samarbejde samt matchmaking og udnyttelse af EU-kasser. Meget er udmærket. Men intet har fat i, hvordan vi udvikler de nye ideer, som vækstvirksomheder skabes af. Her er Roskilde Festival rasende interessant: Festivalen melder deres problemer ud. De bestiller ikke bestemte løsninger, og har ikke krav til budget -- ud over, at en god ide selvfølgelig skal kunne betale sig.

 

Tænk tanken: Offentlige som private virksomheder melder ud til en pulje, at et problem skal løses bedre. Byd ind med løsninger, og bedste ide vinder. DET er innovation. Og en ny form udbud, som man bl.a. i Danmarks offentlige sektor kun kender i en spæd start under navnet ”funktionsudbud”. På Roskilde Festival sprudler konceptet. Og flere virksomheder er på vej eller godt i gang.

 

* Firmaet DropBucket (.dk) løste det problem, at det er en kæmpe opgave at opstille skraldespande, som skal væk igen efter en begivenhed. Firmaet udviklede en komposterbar skraldespand i pap med form som en pyramide uden top. Den pakkes som en flyttekasse, og udvendig beskytter tynd film mod regnvand. En containerbil samler fyldte bokse ind. Nu står flere festivaler og begivenheder på spring for at bruge konceptet.

 

* Gigantiske mængder pant sorteres med håndkraft af en hær af frivillige på festival. Selv med gængs flaskesortering, som i supermarkeder, vil det tage tre måneder at komme af med al pant. DTU-folk har nu udviklet en såkaldt RFID-tagging via en lille chip, så al pant blot smides i en stor beholder, der sorterer det selv. Lige nu klistrer de RFID-tags på, men målet er, at de små chips støbes ind i plasten, glasset eller metallet. Endnu en virksomhed er på vej.

 

Og sådan kan vi blive ved: Rapidus har tidligere skrevet om DTU-projektet Volt (Getvolt.dk), som på ét år fik 35 mennesker ansat. De meldte nu udsolgt af deres mobilopladere på førstedagen på Roskildes musikprogram.  Hertil er der projekter om LED-lys (Odeon scenen har siden 2008 nedsat elforbruget med 70 %). Udvikling af APP´s til festivalradio samt kontrol af de decibel, man udsætter sig for. Mikrobiologisk vurdering af håndhygiejne som grundlag for bedre metoder mod festivalgæsters spredning af bakterier. Nye typer håndvaske, som ikke så nemt stopper til. Nye typer kabelnedgravning -- og så den sjove: Hvordan får man mandlige festivalgæster til IKKE at tisse op ad hegnet? Jo, det skal være sjovt at tisse andre steder. DTU-folk har udviklet et ”tis-o-meter”: En lille skydeskive skal rammes, og en lyssøjle bevæger sig højere op jo længere skydeskiven presses ind af strålen. Det er oplagt til konkurrencer -- også på værtshuse som basis for væddemål. Plat? Måske. Men sjovt! Og igen er der basis for en ny forretning. En god ide er født på baggrund af et udmeldt problem.

 

Tænk at højtlønnende embedsmænd og visionære politikere bag de nye innovationsstrategier ikke har sat problemløsning i system i det offentlige og private. Hvor er den store, tilgængelige pulje af problemer, som offentlige og private virksomheder slås med? Ja, man kunne lave puljen på tværs af Øresund og ret simpelt bidrage til et mere innovativt, iderigt kraftcenter i Europa.

Rapidus fik troen på den gode ide igen. Nu bør strategerne bag innovationsstrategien også tage fire dage på festival næste år, og lære af Roskilde Festivalens samarbejde med bl.a. DTU.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: