Innovationer og unge står imod i den svenske nedtur

Kort sagt: Antallet af virksomheder falder drastisk på den svenske side af Sundet. Det er den barske virkelighed, selv om vi gerne ville holde modet oppe med mottoer som "det er i lavkonjunkturer, at man skal satse".

Udviklingen er alvorlig, men der er lyspunkter. Unge og nyskabende iværksættere går mod strømmen.

Af Kristian Svensson

Arbejdsgiverorganisationen Svenskt Näringsliv præsenterede i denne uge en undersøgelse, som viser, at svenskernes foretagsomhed vokser. Ifølge organisationen havde 5.000 flere personer ansvar for virksomheder i løbet af årets første seks måneder end sidste halvår i fjor. I alt driver 800.000 svenskere deres eget firma, sidder i bestyrelsen for aktieselskaber eller er medejere i handelsselskaber.

Tallet er meget interessant. Udviklingen på virksomhedsniveau peger nemlig i den modsatte retning. Det seneste år er antallet af virksomheder i Skåne faldet med godt tolv procent. På landsplan er tallet fire procents fald. Det fremgår af statistik fra den svenske selskabsstyrelse.

Udspillet fra Svenskt Näringsliv skal tages med et gran salt. Det er kun anden gang, at målingen gennemføres, og ingen ved rigtigt, hvor store de naturlige variationer mellem perioderne er. Organisationen har også en interesse i at booste holdningen til at starte egen virksomhed, for selv om vi ville ønske, det forholdt sig anderledes, så er det rigtig vanskeligt at drive virksomhed i dag.

Men også de dalende iværksættertal stritter i alle retninger, eftersom de indeholder alle typer brancher. Man taler om, at lavkonjunkturer kan skabe de helt store ideer, og at mange iværksætteremner nu tager springet fra en måske utryg ansættelse til egen virksomhed. En rundringning til væksthusene i Ideon, Medeon og Minc viser, at det faktisk godt kan forholde sig sådan - for innovationsvirksomheder.

Tilstrømningen af nye ideer til væksthusene er ikke faldet, og nogle steder er den ligefrem steget en anelse i den sidste tid. Det bekræftes også, at afhoppere fra etablerede virksomheder, der satser på deres egne forretningskoncepter, er en trend. Et eksempel fra verden uden for væksthusene er IT-firmaet Viridis i Malmö, der blev startet i foråret af tre tidligere AddPro-chefer.

Hertil kommer en slående interesse hos de unge for at drive egen virksomhed. I går besøgte næsten 300 gymnasieelever forskerparken Ideon for at overvære forelæsninger om iværksætteri. Mange studerende talte om fascinationen af at være sin egen chef og ønsket om at realisere sine drømme. Og det er ikke tømrer eller frisør, der står øverst på ønskesedlen. Det er i stedet en fremtid inden for design, teknik og medier.

Ny statistik fra det svenske skattevæsen bidrager til billedet af en foretagsom ungdom. Den opadgående kurve for ansøgninger om f-skattsedel (registrering som selvstændig erhvervsdrivende) er brudt og gik ned i løbet af første halvår, men blandt de unge er den fortsat med at stige.

Det ser ud som om, der trods lavkonjunkturen virkelig vil være grobund for vækst fremover. Innovationsvirksomhederne står indtil videre kun for en brøkdel af alle de virksomheder, som vil være nødvendige for at styrke nationaløkonomien på sigt. Men et fortsat højt ansøgningstryk til væksthusene kan være et varsel om, at den næste Google snart vil se dagens lys.

Vi har brug for virksomheder med vækstpotentiale. Det gælder om at turde tænke helt nyt og satse på helt nye værdier for markedets aktører. I den forbindelse bliver de kommende generationers indstilling afgørende.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: