IKEA-kredsen satser yderligere millioner på slagkraftig cancerbehandling fra Lund
En nyemission henvendt til nuværende ejere, blandt andet Inter IKEA, har givet Mitra Medical Technology AB i Ideon i Lund 20 millioner svenske kroner. Pengene skal hovedsageligt anvendes til kliniske afprøvninger af virksomhedens metode til at rense cancerpatienters blod for skadelige celledræbende antistoffer, som ikke har sat sig på tumorvævet. Resten af pengene går til at registrere blodrensningsfiltret Mitradep og få det kommercielt godkendt på EU-markedet.
-- Vi fik tilført de penge, vi havde brug for, siger adm. dir. Bengt Sandberg og regner med at have virksomhedens produkt på EU-markedet næste år.
I disse dage indleder virksomheden diskussioner med FDA, den amerikanske sundhedsstyrelse, for at få deres kravspecifikation til en godkendelse af Mitradep i USA. Det vil senere indebære nye kliniske afprøvninger. Til dette formål og den kommercielle lancering i USA kræves endnu en kapitaltilførsel. Bengt Sandberg regner med en ny emission i 2003, og at den også bliver rettet mod investorer uden for den nuværende ejerkreds.
Mitra ejes af Bengt Sandberg og en gruppe forskere med 30 procent. Største ejer er Inter IKEA med 40 procent. InnovationsKapital og Bure har 20 procent tilsammen. Resten ejes af privatpersoner med mindre aktieposter.