Ideon og universitetet bør hægte sig på Skånes iværksættere

Kort sagt: Christer Fåhraeus 487, Ideon 477, Lunds tekniska högskola 463.

Beklager, Hans Möller og Gunilla Jönsson, henholdsvis adm. dir. for Ideon og rektor for LTH: en enkelt iværksætter fra Lund er mere kendt end jeres respektive virksomheder. I det mindste når man rangordner efter gennemslagskraft i medierne.

Rapidus har udarbejdet en statistik, som viser, at de centrale aktører i Skånes innovationshovedstad mediemæssigt befinder sig i skyggen, sammenlignet med kollegerne i Göteborg og Stockholm. De eneste, der springer i øjnene, er nogle enkelte iværksættere.

Af Thomas Frostberg

Resultatet er dystert, viser Rapidus' gennemgang af de seneste fem års mediedækning af skånske galionsfigurer som Ideon, Lunds tekniska högskola og Lunds universitet. Ved hjælp af Affärsdata, Sveriges mest omfattende tekstarkiv for erhvervsjournalistik, har vi sammenlignet, hvordan Skåne klarer sig i forhold til Stockholm og Göteborg.

Mens Lunds tekniska högskola nævnes i 463 artikler i årene 2000-2004, giver en søgning på Chalmers i Göteborg 2.429 hits og KTH i Stockholm 2.770 hits. Bedre klarer Lunds universitet sig med 2.581 hits, sammenlignet med 2.693 for Göteborgs universitet. Lund ligger dog stadig langt efter Stockholms universitet med 3.498 hits.

Det her handler altså ikke om videnskabelige artikler, men om hvor ofte læreanstalterne nævnes i erhvervssammenhæng i medierne. En mulig forklaring kunne være, at LTH og universitetet har svage forbindelser til erhvervslivet og derfor opnår dårligt gennemslag på avisernes finanssider. Men den teori holder ikke, når vi kigger på den rendyrkede erhvervsaktivitet, koncentreret i forskerbyen Ideon.

Trods stærk mediemæssig fokusering på innovative virksomheder og flere børsnoteringer blandt Ideons virksomheder i perioden nævnes forskerbyen kun i 477 artikler. I sammenligning med Stockholmsområdets IT- og telekomknudepunkt Kista er resultatet dystert - Kista optræder i 2.373 artikler i samme periode. (Og så har vi endda begrænset os til de artikler, hvor Kista optræder i kombination med et af begreberne IT, telekom eller mobil for at frasortere alle generelle artikler om Kista som geografisk område.)

Hvor alvorligt er det her egentlig? Og hvad skyldes det? En enkel (bort)forklaring er naturligvis, at svenske medier hovedsageligt ligger i og udgår fra Stockholm. Eller som en nøgleperson i den skånske IT-branche udtrykker det: ”Det gør måske ikke så meget. Lad Kista stråle, resultaterne taler deres eget sprog, og vi ved jo selv, hvordan sagerne står.”

Det er en lige så almindelig som fejlagtig indstilling hos mange skånske virksomhedsledere. Mediebilledet styrer i høj grad fordelingen af ressourcer, både når det gælder offentlige midler og privat kapital. For de enkelte iværksættere, som kæmper for at få tilført venturekapital, er det derfor utrolig vigtigt, at Skånes og Øresundsregionens gennemslagskraft forøges væsentligt. Der er ganske vist gode grunde til at beskylde medierne for Stockholmsfiksering, men det er samtidig at springe over, hvor gærdet er lavest. Problemet er i lige så høj grad manglen på profilering blandt erhvervslivets aktører og svage forsøg på at vække redaktionernes interesse.

Journalistik er - på godt og ondt - meget personorienteret, og vi kunne godt bruge en ny ”Skånemafia”, som dukker op og taler regionens sag. Det faktum, at Christer Fåhraeus alene giver flere hits i Affärsdata end både Ideon og Lunds tekniska högskola, taler sit tydelige sprog. Personerne slår igennem, men det kan ikke overlades til tilfældigheder og enkelte iværksættere at forestå profileringen af regionens erhvervsliv. Her kræves en helt anden indsats og koordinering mellem alt lige fra Ideon, universitetet og kommunernes erhvervsfremmeafdelinger til Region Skåne, Position Skåne og erhvervslivets organisationer.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: