Hemmeligt skatteforslag klar til Øresundspendlere
Et forslag til nye skatteregler for pendlere i Øresundsregionen ligger klar, erfarer Rapidus. Det er blevet forhandlet frem mellem embedsmænd i det svenske finansministerium og det danske skatteministerium og blev angiveligt klar allerede inden sommer.
På grund af ferie er forslaget endnu ikke blevet forhandlet af politisk, og nu befinder Sveriges finansminister Bosse Ringholm sig midt i den svenske ØMU-valgkampagne. Man håber dog at det ikke skal vare helt til efter folkeafstemningen den 14. september, men af han vil tage sig tid til at lytte på embedsmændene allerede i denne eller næste uge, oplyser en af Rapidus' kilder med indblik i skatteforhandlingerne. Desuden skal de ansvarlige ministre for Øresundssamarbejdet nå at tilkendegive deres syn på sagen.
Oplysningerne om et færdigt forslag bekræftes af flere centralt placerede personer, men ingen vil kommentere det officielt eller gå i detaljer for ikke at forplumre den politiske proces der resterer. Forslaget beskrives som værende opbygget omkring en laveste fællesnævner, hvorfra landene har kunnet enes om en vej fremad. Mange tidligere problemer siges at være løst i det forslag der er forhandlet frem, og kun detaljer resterer forudsat at de ansvarlige ministre giver grønt lys for modellen.
Hvis embedsmændene får godkendelse fra politisk hold, går arbejdet videre med at udarbejde en endegyldig aftale mellem landene. Når den er blevet underskrevet skal regeringerne udarbejde et lovforslag som skal godkendes af Folketinget i Danmark og Riksdagen i Sverige. Det er højst usikkert om hele denne proces kan nås i løbet af efteråret, så de nye skatteregler kan træde i kraft fra nytår.
Desuden siges Sveriges nordiske samarbejdsminister Berit Andnor at ville forhandle de nye skatteregler af med de øvrige nordiske lande, så der ikke opstår nye problemer i andre grænseregioner. Det har hun lejlighed til allerede i denne uge, hvor de nordiske samarbejdsministre mødes i Östersund til forhandlinger. Her skal Poul Schlüter, udnævnt af den svenske regering til særskilt barrierebekæmper under Sveriges formandskab i Nordisk Ministerråd, aflægge rapport om de fremskridt han har gjort.
Allerede i dag samles de nordiske social- og sundhedsministre i Sverige. Her ventes de at underskrive en nordisk konvention der efter sigende skal løse mange af grænsependlernes problemer på socialforsikringsområdet, ifølge oplysninger til Rapidus.