Hårdere end ventet efter Trial Form Supports opkøb

Kontraktforskningsselskabet TFS Trial Form Support i Helsingborg nedjusterer overskudsprognosen for 2006. Da man sidste år opkøbte konkurrenten Clinical Data Care i Lund, var målet et tocifret overskud i 2006, men nu nedtoner adm. dir. Daniel Spasic ambitionerne. Samtidigt skifter han mening og betragter nu venturekapital som en mulig vej til fortsat ekspansion.

-- Vi har et budget, som siger otte procent i nettooverskud for 2006; bruttooverskuddet bliver tocifret. På opkøbstidspunktet havde vi håbet på et tocifret nettooverskud, siger Daniel Spasic til Rapidus.

Det blev dyrere end ventet at bringe det tabsramte Clinical Data Care, CDC, på fode. Sidste efterår blev fem personer sagt op, og i forbindelse med at TFS snart flytter til Lund og opbygger et fælles kontor med CDC, forsvinder yderligere femten stillinger fra koncernen. I indeværende år budgetterer man med et mindre overskud for aktiviteterne i CDC.

-- I sidste halvår af 2005 reducerede vi omkostningerne i CDC med en halv million om måneden, siger Daniel Spasic.

Det påvirker dog ikke selskabets planer om at blive en af Europas største virksomheder inden for kontraktforskning. Om fem år skal TFS have 500 ansatte og omsætte for omkring en halv milliard SEK. To nye opkøb er budgetteret, og nu åbner Daniel Spasic døren på klem for venturekapital.

-- Vi ønsker at udvide yderligere i Frankrig, Tyskland og BeNeLux. Her vil vi formentlig vokse via opkøb, mens ekspansionen østpå foregår organisk. Jeg har tidligere været ganske stor modstander af venturekapital i konsulentbranchen, men i dag kan jeg se fidusen, hvis man ønsker at foretage nogle hurtige opkøb, vokse og derefter gennemføre en exit inden for tre til fire år. Her fungerer venturekapitalen som en katalysator for værdiforøgelsen.

TFS, som ejes af Daniel Spasic, planlægger at omsætte for 185 millioner kroner i indeværende år og flytter senest til april sit Europakontor fra Helsingborg til Lund. Koncernen har også aktiviteter i blandt andet England, Spanien, Italien og Rusland.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: