Godt MVA-årsmøde om klinisk forskning — men vi er ikke færdige endnu

Kort sagt: MVA havde på et godt årsmøde fokus på faldende samarbejde mellem industri og hospitaler om klinisk forskning. Men anbefalingerne er fortsat utydelige og uden regionalt perspektiv om samarbejde. Rapidus giver bud på, hvad der bør ske nu.

Af Keld Broksø, københavnsredaktør

Hospitaler skal først og fremmest behandle patienter. Det faktum synes at blænde ledelserne og politikerne. Derfor er produktion blevet vigtigere end klinisk forskning, som underprioriteres. Det blev tydeligt på MVA´s glimrende årsmøde sidste torsdag på Hotel Hilton i København. Der er blot brug for mere end det ene wake up call, for læger og personale går glip af ny viden og kompetencer uden nok kliniske forsøg. Patienterne får ringere behandling - og virksomhederne vil bløde flere røde tal.

Den farlige tendens er, at forsøg med lægemidler nu rykker til Østeuropa og markeder som Brasilien, Rusland, Indien og Kina. De kan konkurrere på pris, tid og tit også kvalitet.

På årsmødet var folk fra Novo Nordisk, Astra Zeneca og Pfizer hovedtalere. Alle tre er multinationale, men der var ikke mange panderynker over de sponsorerede, kliniske forsøgs deroute her. Jo, der måtte da gerne være mere her i regionen, men når Novo trods dansk hovedkvarter kun har under én procent af salget i Danmark, så kan langsommelige tilladelser til kliniske forsøg her ikke skabe større ophidselse.

Kliniske forsøg kan giganterne jo flytte rundt i hele verden.

Værre er det for et firma som danske Bavarian Nordic, der ikke fik taletid på årsmødet. I størrelse er de i forhold til de andre tre i småtingsafdelingen. Ikke desto mindre skal Bavarian Nordic de næste tre-fire år investere 850 millioner DKK i kliniske fase 3 forsøg af en ny vaccine mod prostata cancer.

Og Bavarian Nordic mener ifølge direktør Anders Hedegaard, at danske hospitaler og regioner slet ikke er gearet til stor, klinisk forskning. Bavarian Nordic må derfor også søge til udlandet, men det gør økonomisk mere ondt uden et netværk som de helt store har. Sværere er det for endnu mindre virksomheder.

Bundlinjen er, at fødekæden til lægemidler med udspring i Øresundsregionen står på spil. Uden nok kliniske forsøg her -- så glem det. Hvad skal der så til?

Jo, den danske sundhedsminister Astrid Krag holdt en god og handlekraftig tale. Hun lover initiativer, men først næste år, når en række anbefalinger er klar. Hun forstod alvoren, men erkendte, at vi ikke kan konkurrere på omkostninger, men måske på adgang til data og høj kvalitet. Mens vi venter på hendes plan (og et klart udspil fra MVA) vil Rapidus prøve at give konkrete bud, for flere ting svæver i luften efter MVA´s årsmøde:

* Hvor var Øresundsfokus? Øresundsregionen blev kun nævnt i bisætninger. Herunder af sundhedsministeren og den danske professor Carsten Rose, som leder onkologisk afdeling på Skånes Universitetssjukhus: I en senere samtale med Rapidus understregede han dog, at 1 + 1 = 3, hvis man kan tilbyde, at regionens samlede patientgrundlag kan indgå i kliniske forsøg på en tilgængelig måde. Lige nu er der så meget radiotavshed over sundet, at end ikke professorens henvendelse om samarbejdsmuligheder sidste år til Københavns sundhedsvidenskabelige fakultets dekan, Ulla Wewer, blev besvaret. Politisk armvridning er på sin plads -- og her har MVA en oplagt sag. Symbolsk nok foregik årsmødet af hensyn til få udenlandske deltagere på engelsk. Det gav mistanke om, at danskere og svenskere stadig ikke forstår hinanden.

* Dansk Industri har i november givet fire fremragende forslag til øget klinisk forskning. De fik fejlagtigt ikke ét ord med på vejen ved årsmødet, så de kommer her: 1) Opbyg kliniske forskningscentre på universitetshospitalerne. De skal hjælpe virksomheder og afdelinger med samarbejdet. 2) Lav teams på universitetshospitaler, der kan hjælpe afdelinger med klinisk forskning. 3) Skab bedre patientrekruttering. 4) Hold fokus i personalepolitik på samarbejde med industrien og accept af klinisk forskning som karriere.

* Michael Lange, PR-chef for Novartis og med i Region Hovedstaden, efterlyste på årsmødet de magiske ord hos ministre og andre om ”det er i orden at samarbejde med industrien!” Det lød som en forlængelse af Dansk Industris fjerde forslag, så der er noget vigtigt: Klinisk forskning med industrien kræver accept og belønning.

MVA skal have stor ros for at tage hul på den kliniske forskning på årsmødet, men bordet fanger: Som interesseorganisation skal den hurtigt blive mere klar i spyttet om, hvad den ønsker, der skal ske nu. Nogle forslag er skitseret herover. Rapidus opfordrer desuden til, at også næste årsmøde handler om kliniske forsøg. Her kan man eksempelvis grille sundhedsministeren, hvis de ventede anbefalinger løber ud i sandet -- eller alternativt rose hende og samarbejde, hvis der kommer substans og handling efter hendes tale.

Og så må MVA gerne næste år huske, at den er en Øresundsorganisation, som vil bruge potentialet over sundet. Tak for et godt årsmøde -- men vi er slet ikke færdige endnu.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: