Godt 30.000 brobizzer bestilt
Efter en træg start er der nu for alvor kommet gang i interessen for brobizzer til Øresundsforbindelsen.
Hver dag kommer der mellem 300 og 500 brobizz-ansøgninger til Øresundsbro Konsortiet, hvilket svarer til konsortiets prognoser, oplyser marketingchef Thomas Kristoffersson.
Derimod er det samlede antal bestilte brobizzer indtil videre lavere end beregnet. Indtil i går havde konsortiet leveret lige godt 30.000 brobizzer til automatisk betaling ved overfarten. Det var meningen, at dette tal skulle være nået allerede ved indvielsen den 1. juli.
Men Thomas Kristoffersson er alligevel ikke bekymret. Hvis bare strømmen af bestillinger fortsætter, skal man nok nå målet på 100.000 brobizzer i løbet af året, mener han.
Ifølge konsortiets målinger er betalingssystemet godt kendt blandt befolkningen i regionen. For en sikkerheds skyld indleder man dog en ny markedsføringskampagne med start i midten af september. Derimod er det ikke aktuelt med yderligere rabatter til brobizz-brugere.